Eksperterne i Lev Nu's ekspertpanel holder sommerferie indtil august. Men inden vi siger farvel og på gensyn, får I lige et godt tip til sommeren med på vejen fra dem hver.
I dag læge Britta Weyer:
Man kan gøre masser af godt for sit helbred i løbet af en sommer, men hvad der skal til, for at give sundhed, velvære og overskud et løft, vil være forskelligt for hver enkelt. Brug sommeren på at finde ud af, hvad det er for dig!
Giv dine vaner en udfordring
Det kan være at få rørt sig lidt mere - for nogle bare at gå en rask tur hver dag, for andre skal der større fysiske udfordringer til for at få motivationen i top.
Det kan være at komme ud i solskin (D-vitamin!) og frisk luft eller at spise mere grønt – eller bare mere regelmæssigt!
Måske er det at få slukket TV, computer og andre skærme engang imellem (deres lys kan forstyrre søvnrytmen) og være lidt mindre ’på’ og måske få sovet lidt mere - eller hvad man nu kan finde på, når man er kommet lidt tidligere i seng, eller ikke skal så tidligt op…
Nu, hvor tiden er vores egen, kan vi stresse af, give plads til pauser, leg, kys og eftertanke – og måske udfordre vores vaner!
Tag sommerens erfaringer med dig
Hvor man trænger mest til forandring, ved man bedst selv, så skal jeg give ét tip, må det være: Find ud af, hvad der gør DIG allermest godt. Start så lige dér, og husk, at det skal være den gode fornemmelse, ikke den dårlige samvittighed, der er drivkraften.
Og det er fint med en enkelt ting ad gangen, det behøver ikke være hele paletten med det samme.
Nyd din sommer og mærk, hvad en lille forandring af vaner kan gøre for dig – og prøv så at få en smule af det med dig, når hverdagen rammer igen…
God sommer til alle brugere!