Danske forskere har muligvis knækket koden til varigt vægttab

Efter et år med et opretholdt vægttab vil svært overvægtiges krop have vænnet sig til den nye vægt og ikke længere kæmpe imod, viser dansk forskning.

Hvis svært overvægtige kan fastholde deres vægttab i et år, bliver det lettere også fremover at holde vægten nede, viser ny dansk forskning. (© ColourBox)

Svært overvægtige har ofte svært ved at fastholde et varigt vægttab, men det kan ny forskning måske hjælpe til at sikre.

En undersøgelse fra Københavns Universitet har nemlig givet forskerne en ny indsigt i processerne, som er forbundet med svær overvægt og vægttab i forbindelse med overvægten.

- Denne undersøgelse viser, at såfremt en overvægtig person kan opretholde det indledende vægttab i et år, så vil kroppen efterhånden ”acceptere” denne nye vægt og derfor ikke længere kæmpe imod, hvilket ellers er normalt, når man er i kalorieunderskud, forklarer lektor Signe Sørensen Torekov fra Biomedicinsk Institut.

I undersøgelsen har forskerne fulgt 20 sunde, men overvægtige personer, som først fulgte en 8-ugers pulverdiæt og efterfølgende indgik i et 52-ugers forløb, hvor de skulle opretholde deres vægttab.

Før vægttabet, umiddelbart efter pulverkuren samt efter de 52 uger med opretholdelse af vægttabet deltog alle deltagerne desuden i et ”måltidsforsøg”, hvor der blev taget blodprøver før og efter måltidet.

Prøverne afslørede, at hvis vægttabet var opretholdt efter et år, var der en stigning i appetithæmmende hormoner kaldet CLP-1 og PYY.

Samtidig viste det sig, at sulthormonet ghrelin steg umiddelbart efter vægttabet, men efter et år var reduceret til en normal mængde svarende til lav sult.