Vandreture er det nye sort

Dansk Vandrelaug melder om stor tilslutning og introducerer i år vandreture med indlagte yogatimer.

Naturen drager - og mennesker bliver så glade af at gå i den, lyder budskabet fra Dansk Vandrelag. (© COLOURBOX)

Det går godt for Dansk Vandrelaug. Foreningen oplevede sidste år en medlemstilgang på 2.200, og tæller i dag mere end 8.000 glade vandrere.

-Vi gennemførte projektet Fod på Danmark med 175 ture gennem hele landet sidste år, og det var med til at sætte fokus på, hvor dejligt det er at vandre. Vi oplever i det hele taget et større fokus på det gode ved at vandre i de her år – fordi det har dét, vi her hos os kalder for MOS-effekten – det er både motion, oplevelser og socialt samvær med andre, forklarer Dansk Vandrelaugs formand, Ole Bertelsen.

Masser af glade mennesker

Han betegner dét at vandre som det nye sort. Laugets 20 afdelinger gennemførte sidste år 2.300 vandreture med 54.000 deltagere. Og hvor man for få år siden blot arrangerede en håndfuld vandreferier i ind- og udland, så er tallet i år oppe på 35.

-Jeg tror, det handler om, at travle mennesker gerne vil væk fra dagligdagen, og at naturen drager og er interessant for mange. Og så er der de mange sundhedsmæssige aspekter ved at gå, det er altid glade mennesker, der deltager i vores arrangerede ture.

Stilleture og yoga

Ole Bertelsen oplever, at der i det hele taget er kommet mere fokus på de arrangerede vandreture i ind- og udland de senere år.

Nogle af de store hit hos Dansk Vandrelaug i de senere år har været fordybelsesture, hvor man går med en turleder, der er uddannet hertil, stilleture, hvor man ikke må sige noget, mens man går – kun i pauserne – og i år introducerer lauget noget helt nyt, nemlig kombinerede vandre- og yogature.

Så sunde er dine skridt:

  • Styrker musklerne og giver flotte balder og ben

  • Den billigste og enkleste træningsform

  • Ingen skader, med mindre du snubler...

  • Beskytter mod sukkersyge, blodprop, kræft, demens og meget andet

  • Styrker knogler, led og sener

  • Dæmper gigtsmerter

  • Fremmer glæde og modvirker depression

  • Forbedrer hukommelsen og forebygger demens

  • Huden laver D-vitamin, når du er udenfor

  • Forlænger livet

Kilde: Læge Jerk W. Langer for Dansk Vandrelaug