Naturstyrelsens 10 regler for fri teltning

I mange af Naturstyrelsens skove må du slå dit telt op og overnatte uden at søge tilladelse i forvejen.

(© Colourbox)

Om sommeren er der rig mulighed for at snuppe en overnatning eller to i et telt, hvis dit indre friluftsmenneske trygler om en tur i skoven.

Det gælder også, selvom din baghave måske er alt for kedelig til en telttur. Eller hvis du slet ikke har en baghave.

Der findes nemlig mange skovområder i den danske natur, hvor du må slå dit telt op og overnatte helt uden at spørge om lov.

Det eneste krav er, at du overholder Naturstyrelsens 10 regler for fri teltning.

10 regler for fri teltning

  1. 1

    Det er kun tilladt at overnatte én nat samme sted

  2. 2

    Man må højst slå to telte op samme sted

  3. 3

    Teltene må maximalt være trepersonerstelte

  4. 4

    Teltene skal være uden for synsvidde fra drifts- og beboelsesbygninger, herunder for eksempel naboer og campingpladser, samt bilveje

  5. 5

    Det er kun tilladt at anvende åben ild på de dertil indrettede bålpladser

  6. 6

    Man må kun bruge feltkøkken, hvis man bruger et stormkøkken, hvor brænderen er indelukket, for eksempel Trangia. Af hensyn til brandfare må man ikke sætte stormkøkkenet på blade, nåle eller andet brændbart materiale – sæt gerne stormkøkkenet på en sten eller andet lignende ikke-brændbart materiale.

  7. 7

    Vær opmærksom på, at en skov kan være lukket for brug af åben ild og brug af bålpladser grundet tørke, og i det tilfælde er brug af stormkøkken heller ikke tilladt. Eventuel lukning af skove med fri teltning vil være angivet på Naturstyrelsens hjemmeside samt eventuelt med opsatte skilte ved skovenes indgange

  8. 8

    Det er ikke tilladt at bruge motoriseret transport på skovens veje

  9. 9

    Teltning er ikke tilladt på de strandbredder og klitter, som hører til visse af skovområderne

  10. 10

    Efter endt brug skal man rydde op efter sig og tage sit affald med

Hvis du er usikker på, hvor du må telte og grænserne for teltningen, så kontakt den lokale naturforvaltningsenhed.