Kun hver fjerde danske maratonløber er en kvinde

I USA og Canada udgør kvinder næsten halvdelen af alle maratonløbere.

Der er enorm forskel fra land til land på, hvor stor en andel af maratonløbere, som er kvinder. Danmark ligger lidt under det globale gennemsnit. (© DR)

Det første moderne maraton blev løbet i 1896 ved de første moderne olympiske lege i Athen, og det var kun for mænd.

I årtier herefter var maraton stort set udelukkende en mandesport, og først i 1984 fik kvinderne lov til også at konkurrere i maratondistancen ved OL.

De seneste år er antallet af kvindelige maratonløbere eksploderet, og på verdensplan udgør kvinderne nu 30 procent af maratonløberne.

Men det er lidt overraskende ikke de danske kvinder, der er med til at hive gennemsnittet op. Det viser en ny omfattende statistik af knap 1,3 millioner maratonresultater.

Danske kvinder trækker gennemsnittet ned

Ifølge statistikken udgør kvinder kun 24 procent af det samlede antal danske maratonløbere.

Ser man på de andre nordiske lande, så er Island faktisk det eneste, der ligger over det globale gennemsnit, når man ser på andelen af kvinder.

- Før jeg lavede statistikken var min forventning, at Danmark og de andre nordiske lande ville ligge i toppen over lande med størst andel af kvindelige maratonløbere. Men vi ligger langt efter de lande med størst andel af kvinder, siger Jens Jakob Andersen fra RunRepeat.com, der står bag statistikken.

Nordamerikanske kvinder elsker maraton

Helt i toppen af listen er USA og Canada, hvor kvinderne udgør omkring 45 procent af maratonløberne.

Island er med 36 procent kvinder faktisk det eneste europæiske lande i listens top 5.

Og lande som Filippinerne, Costa Rica, Sydafrika og Mexico har en større andel kvindelige løbere end de resterende nordiske lande - og især Danmark, der har den laveste andel af kvinder i Norden.

Sydeuropæiske kvinder gider ikke maraton

De danske og andre nordiske kvinder kan dog trøste sig med, at de fortsat er langt foran de sydeuropæiske lande, der har den klart mindste andel af kvinder.

Spanien ligger allernederst på listen med kun seks procent kvinder, mens Portugal og Grækenland er de øvrige bundpropper.

- I flere sydeuropæiske lande er maraton endnu ikke så meget en folkesport, som andre steder, og det er måske en af forklaringerne på, at det fortsat er en mere konkurrencepræget og maskulin domineret sport, siger Jens Jakob Andersen.