Gode råd om folkeskolen - til dig og dit barn

Du kan selv gøre en masse for at hjælpe dit barn til rette i folkeskolen.

(Foto: © colourbox.com, Colourbox.com)

Lær dit barn at få venner i skolen

At have venner i skolen er på flere planer en forudsætning for at udvikle sig. Dels lærer børnene en masse gennem legen, blandt andet at kommunikere, dels hører fællesskab og trivsel sammen.

Du kan hjælpe dit barn med at få etableret gode venskaber, blandt andet ved at hjælpe med at lave legeaftaler og få et godt forhold til de øvrige forældre.

Lær dit barn at sige fra

Småkonflikter børn imellem er til for, at børnene får afprøvet de sociale spilleregler. Nogle gange lærer de at gå på kompromis med deres egne behov, andre gange bliver de tilfredsstillet. Begge dele er vigtige forudsætninger for at begå sig socialt.

Men det er vigtigt at være opmærksom på, at skolen er en helt anden hverdag og virkelighed end børnehaven. Skolebørn skal i højere grad selv kunne løse konflikter eller sørge for at hente en voksen, hvis de har brug for hjælp. Dit skolebarn skal selv kunne forsvare sig, hvis nogen driller eller overskrider barnets grænser.

Lær de andre forældre i klassen at kende

Det kan være en kæmpe fordel både for dig og ikke mindst for dit barn, hvis du har et godt forhold til de andre forældre i klassen.

Så selv om det kan virke lidt uoverskueligt med de mange sociale arrangementer i begyndelsen, så gå med og se det som en investering dit barns trivsel.