I starten af 1990’erne ser det ud som om, at den danske hiphopverden sygner stille hen.

80'ernes blomstrende hiphopmiljø med MC Einar og Rockers By Choice i front er falmet, mens rock og grunge indtager de danske teenageværelser.

Men under overfladen flyder rappen stadig hos en ny generation af danske hiphoppere, der har både talent og gåpåmod. De laver musik med nogle af verdens største musikere og producere og står bag kaskader af prisvindene hits.

Her er fem af de kunstnere, der satte et stort aftryk på dansk hiphop i begyndelsen af 1990'erne - og som var med til at føre dansk rap ind i en ny epoke.

Hvis du vil høre mere, kan du nu eller bagefter lytte til P3s podcastserie 'Den nye stil'.

Du kender måske Natasja fra hits som 'Giv Mig Danmark Tilbage', der blev voldspillet i radioen tilbage i 2007.

Men allerede i 1990 danner hun duoen 'No Name Requested' sammen med veninden Karen Mukupa, og de to er hurtigt godt på vej til at blive hiphop-stjerner.

’No Name Requested’ spiller raggamuffin, der er en blanding af hiphop og reggae og nært beslægtet med den dancehall, der bliver populær i Danmark cirka 15 år senere. På den måde er de to forud for deres tid.

Duoen spiller flere koncerter i udlandet og får fans blandt de helt store stjerner - blandt andre den legendariske hiphopper Notorious B.I.G.

Natasha og Karen får også en pladekontrakt med pladeselskabet Mega, men det bliver kun til én single: Nummeret ’Colours of My Mind’, som udkommer i 1992.

En af årsagerne til, at det aldrig bliver til mere for de to kvinder er, at Mega også har bandet 'Ace of Base' i stald, og da de lige pludselig bliver verdensstjerner med albummet 'Happy Nation' i 1992, er der mindre tid for det lille selskab til at tage sig af 'No Name Requested'.

I videoen ovenfor kan du høre 'No Name Requested' fortælle om singlen og deres musikstil raggamuffin.

Den Gale Pose og Malk de Kojn klinger nok velkendt hos de fleste danskere med bare lidt kendskab til hiphop. Men fire af folkene bag er særdeles succesfulde producere i USA, før de indtager den danske rapscene.

Jesper Dahl, Rasmus Berg, Nicholas Kvaran og Blæs Bukki går sammen under navnet Madness 4 Real, da de i 1992 bliver hyret til at producere for verdensstjernen Eazy-E. Han var den måske mest berygtede gangsterrapper i LA i et hårdt miljø med skyderier og stoffer

Eazy-E havde netop fyret hiphop-legenden Dr. Dre som producer, og erstattede ham med 19-årige Jesper Dahl og Blæs Bukki på bare 18 år. Det er altså nogle ret unge knægte, der sætter sig i producerstolen.

Men de unge danskere gør det godt – og over de kommende år producerer de det ene prisvindende hit efter det andet med nogle af de allerstørste kunstnere.

Penge får de dog ikke mange af - og da de konfronterer deres manager med de manglende skejser, svarer han ved at trække en pistol. Her bliver det nok for de unge danske knægte, der rejser hjem til Danmark.

Al Agami husker nogle måske for sine roller i danske film og tv-serier og fra dansegulvet i Vild Med Dans. Men faktisk starter han karrieren som energisk ung hiphopper, der rammer et stort internationalt publikum som en af de første danskere.

Hans far er konge i det afrikanske land Lado, men da Agami er to år gammel må hans familie flygte fra Ugandas diktator Idi Amin. Ad omveje havner de i Kokkedal i Nordsjælland. Her opdager Al Agami hiphop og begynder at rappe om sit hjemland, om at være indvandrer og føle sig udenfor.

I 1992 indspiller han singlen 'Deep Undercover', der handler om familiens flugt - og den havner på MTV! Dengang var musikkanalen den fornemmeste scene, hvis man ville ramme et internationalt publikum, og tilfældet vil, at den bliver spillet lige efter premieren på Madonnas kontroversielle video 'Justify My Love', som har trukket millioner af seere til skærmene.

Singlen bliver til debutalbummet 'Covert Operations', der også indeholder nummeret 'Nothing Like an Idiot', som du kan se og høre i videoen ovenfor.

Senere bliver Al Agami en del af popbandet 'Los Umbrellos', der i 1997 har et internationalt hit med nummeret 'No Tengo Dinero'.

I 1993 sker der noget uhørt. To unge ukendte danskere er nomineret til en grammy som producere for verdensstjernen Queen Latifah.

Den ene hedder Mich Hedin Hansen og bærer kunstnernavnet Cutfather. Mange danskere kender ham nok som dommer i X Factor-sæsonen 2012, men i slutningen af 1980’erne er han sammen med vennen Soulshock rejst til New York.

De unge knægte fra Holbæk og Aalborg ejer ikke meget, men med sig har de nogle kassettebånd med forskellige miks, de har produceret.

De prøver lykken hos flere pladeselskaber og får også listet et af båndene ind hos Def Jam Recordings, der på det her tidspunkt er et af de helt store pladeselskaber inden for hiphop.

Det er Def Jam, der sætter Cutfather og Soulshock sammen med rapperen Queen Latifah. De producerer hendes nummer ’Fly Girl’ og bliver nomineret til en grammy.

Cutfather slår sig herefter sammen med produceren Joe Belmati, og de producerer blandt meget andet nummeret ’Return of the Mack’ med Mark Morrison, der ligger nummer ét på den britiske hitliste i adskillige uger midt i 90’erne.

Ligesom med Cutfather kender de fleste danskere nok bedst Soulshock fra hans job som dommer i X Factor i 2010.

Men Carsten Højer Schack, som han hedder privat, er en af de mest succesfulde danske producere nogensinde. Han lægger fundamentet til sin karriere på hiphop-scenen i slutningen af 80’erne, hvor han rejser til New York sammen med vennen Cutfather. De har forskellige DJ-jobs og bliver som producere nomineret til en grammy.

Da deres veje skilles, flytter Soulshok til Los Angeles for at tage næste skridt i karrieren. Her bliver han en dag ringet op af en ung mand, han også stødte på i New York.

Den unge mand er nu blevet kendt som rapperen Tupac Shakur, og han insitserer på, at danske Carsten skal producere hans plader. Soulshock siger tøvende ja til at producere for den berygtede gangsterrapper i 1995, og derfra bliver han en af de største producere i USA og arbejder med blandt andre Destinys Child, Whitney Houston og Sting.

I videoen ovenfor kan du følge med den unge Soulshok på en af hans første ture til New York.