Som 36-årig begyndte jeg at arbejde for DBU, først for ungdomslandsholdet og kort efter for A-landsholdet. Året var 1983.

Der har været rigtig mange personligheder forbi min briks. Og jeg har fået et fantastisk forhold til mange af dem.

Men det er nok slut til sommer. VM i Rusland bliver formentlig min 12. og sidste slutrunde.

71-årige Allan Poulsen har været med til samtlige EM- og VM-slutrunder siden 1984. I 35 år har han som massør og altmuligmand været en del af maskinrummet på det danske herrelandshold.

Her er en række anekdoter fra VM-holdets hyggespreder.

Det er den første slutrunde for det danske landshold siden 1964, og interessen er enorm.

For os, der er i Frankrig i 1984, virker det som om, at hele landet er klædt i rødt og hvidt. Der bliver ikke talt fransk, men dansk i
gaderne.

Det er overvældende, og vi må nogle gange knibe os selv i armen og har lidt svært ved at finde ud af, hvordan vi skal håndtere det.

Det er første gang, vi bliver nødt til at beskytte spillerne lidt og skærme adgangen til dem. Men det er helt vidunderligt i en tid, hvor vi har hørt om hooligans, men hvor vi danskere bliver verdensberømte for vores roligans.

Men det er også slutrunden, hvor vores bedste spiller på det tidspunkt, Allan Simonsen, bliver alvorligt skadet.

Da Allan brækker benet i den første kamp mod Frankrig, sidder jeg på tilskuerpladserne sammen med nogle andre fra staben og kan høre knækket.

Jeg farer ned til banen med det samme, men spillet fortsætter, og det er først, da Preben Elkjær står bukket over Allan Simonsen og råber til de andre spillere, at de skal sparke bolden ud, at spillet stopper.

Så kommer vi ind til Allan, og vores doktor, Rasmus Bach, konstaterer med det samme, at Allans skinneben er brækket.

Jeg kører med Allan på sygehuset og er løbende i telefonisk kontakt med dem på stadion, og Allan får endnu mere ondt i benet, da vi kommer bagud 0-1.

På sygehuset ringer jeg til hans kone, Annette, som har set uheldet i fjernsynet, men ikke ved, hvad der er sket og ikke kan komme i forbindelse med os.

Allan vil hele tiden vide, hvordan det går i kampen, og vi har ingen mobiltelefoner på det tidspunkt, så jeg må løbe frem og tilbage mellem Allans seng og en mønttelefon.

Allan Simonsen bliver sendt hjem med benet i gips, og Danmark taber kampen til Frankrig 0-1. Danmark når semifinalen og ryger ud til Spanien efter straffesparkskonkurrence.

Allan Simonsen – den eneste dansker, der er kåret til Europas bedste fodboldspiller – kommer ikke til at spille en vigtig rolle ved flere slutrunder, inden han siger farvel til landsholdet.

Der er første gang, at landsholdet skal spille så højt oppe (over vandoverfladen, red.) og i så høj luftfugtighed, og vi forsøger at forberede spillerne med specieldesignede masker, inden vi tager afsted til træningslejren i Colombia, men de får et chok, da vi kommer derned.

De er slet ikke vant til at spille i sådan en varme med så lidt ilt i luften. I en af træningskampene taber Morten Olsen to kilo i løbet af en halvleg, og vi bliver nødt til at tage ham ud, fordi han ikke kan stå på benene. Nogle af spillerne har tabt op mod fem kilo efter kampen.

Men det er også en slutrunde, hvor noget andet væske også kommer til at fylde. Landsholdets sponsor, Carlsberg, har sendt Helge Sander med som repræsentant, og han har været så venlig at fylde et rum på hotellet op med øl.

Helge tror selv, han er en god fodboldspiller, og det får Richard (Møller Nielsen, red.), der er assistenttræner på det tidspunkt, til at udfordre den senere folketingspolitiker og minister.

Richard siger til Helge, at han vil skyde 10 bolde ind over til ham, og så skal Helge forsøge at skyde den i mål bag en af vores målmænd. Hvis bolden ligger dårligt – siger Richard – så får Helge et nyt forsøg. Hvis Helge Sander scorer på bare en af boldene, så kan han beholde nøglen til ølrummet, aftaler de. Men hvis han ikke gør, så vinder Richard nøglen og indholdet i rummet.

Helge Sander scorer ikke et eneste mål, og så får Richard nøglen, men han giver den videre til mig.

Det får spillerne opsnuset, og jeg kommer til at gå ’stuegang’ om aftenen, så de, der ikke kan sove, får en ølpille. Og så kan du måske godt tænke dig at vide, hvem der siger ja til at få en kold godnatøl, men det fortæller jeg altså ikke. Jeg kan dog godt sige så meget, at fire ud af fem siger ja, og at det svinder godt i øldepotet i løbet af det VM.

Vi har det i det hele taget ret sjovt på hotellet, hvor det skotske landshold, der har Alex Ferguson som træner, også bor.

Efter 6-1-sejren over Uruguay kommer vi hjem midt om natten, og skotterne er ikke gået i seng endnu. De står faktisk og jubler og tager imod os med klapsalver, da vi kommer ind. De har tydeligvis drukket tæt og er rent ud sagt pænt stive.

Men det forhindrer dem ikke i at komme op og træne næste morgen, og da de er færdige med træningen, kommer de alle sammen vadende ind igennem haciendaen og ud til poolen, hvor jeg står og er ved at behandle nogle af vores spillere, og hopper i vandet ved fodboldstøvler og det hele på. Og så ligger de derude og pjasker rundt.

Det var sgu herligt at se.

Skotternes glæde skal ses i lyset af, at den legendariske danske sejr over Uruguay giver Skotland mulighed for at komme videre til ottendedelsfinalerne. Det lykkes dog ikke.

Danmark bliver rost fra alle sider for at spille det flotteste fodbold ved VM, men ryger ud til Spanien i ottendedelsfinalen. VM i 1986 bliver kulminationen for 80’er-holdet – også kaldet Danish Dynamite – med Sepp Piontek som træner.

Det er ikke den slutrunde, jeg husker mest fra rent resultatmæssigt, selv om det er fantastisk, at et lille land som Danmark kvalificerer sig til en slutrunde for tredje gang i træk.

Men det er slutrunden, hvor generationsskiftet kommer. Mange af de gamle spillere er ved at være slidte, og der er mange småskader. Men så kommer der nogle nye spillere med, blandt andre Peter Schmeichel, der jo er kendt som en dominerende skikkelse på landsholdet.

Men sådan starter det ikke for ham, selv om han også på det tidspunkt er en stor og til tider voldsom målmand, for Morten Olsen er der jo stadigvæk. Og der er ingen, der kommer forbi Morten Olsen som kaptajn. Når han siger noget, så bliver der lyttet. Så er der stille i rummet, også på Preben Elkjærs plads.

Men Peter Schmeichel kommer med, og vi kan godt se, at der er noget ekstraordinært i ham. Han kan noget særligt med sine lange udkast og udspark, og han er jo frygtindgydende at stå over for som modstander.

Peter Schmeichel er også på det her tidspunkt godt bygget, men han er også ærgerrig og kæmper for det. Der er ikke et træningspas, der er langt nok til ham.

EM i 1988 bliver den sidste slutrunde for spillere som Preben Elkjær, Jesper Olsen, Morten Olsen og Søren Lerby. Danmark taber alle tre gruppekampe.


Under slutrunden starter landstræner Sepp Piontek et generationsskifte og giver spillere som Lars Olsen, Kim Vilfort, John Faxe Jensen, Flemming Povlsen og Peter Schmeichel slutrundedebut. De er alle med til at vinde EM i Sverige fire år senere.

Når vi taler om slutrunder, så kommer vi selvfølgelig ikke uden om EM i 1992. Det er måske den eneste gang, i hvert fald i mit liv, at Danmark kommer til at vinde så stor en fodboldturnering.

Men det er også en slutrunde, hvor jeg og de andre i sundsstaben kommer på alvorligt overarbejde. Der bliver talt meget om skader op til finalen mod Tyskland, og det gør der tit op til store kampe. Ofte er det bluff.

Men der er ikke noget bluff i det her. Dagen efter semifinalen mod Holland er der kun fire spillere, der kan træne, og det er de fire spillere, der ikke har været i kamp.

Det er et stort lazaret.

Peter Schmeichel ryger lige ind i ryggen på Lars Olsen, da han skal bokse til en bold. Efter kampen er Lars Olsen fuldstændig lammet, og jeg må næsten bære ham op i sengen på hotellet. Og så må den anden behandler, Kim, og jeg i gang med at behandle alle de skader, så spillerne kan blive klar til finalen.

Da vi sent om aftenen har fået lagt alle de skadede spillere i seng er vi helt smadrede og vil lige ligge og se en film, inden vi selv går i seng. Vi ligger på hver vores massagebriks, og lige pludselig lyder der et brag ovre ved siden af mig.

Det er Kim, der er faldet i søvn og ryger ned af briksen. Jeg bliver så forskrækket, at jeg også falder ned på gulvet.

Så ligger vi der og kigger på hinanden og beslutter os for, at det ikke går sådan her. Vi bliver simpelthen nødt til at få noget hjælp, hvis vi skal have en chance for at behandle alle de skadede spillere. Så der bliver tilkaldt endnu en fysioterapeut fra Danmark til at hjælpe os i kampen mod tiden.

Og vi får faktisk alle spillerne klar til finalen mod Tyskland i Göteborg.

Danmark vinder som bekendt finalen med 2-0 over Tyskland i et EM, som vi kun er med til, fordi vinderen af vores EM-kvalifikationspulje, Jugoslavien, er blevet udelukket på grund af krigen på Balkan.

Faktisk er jugoslaverne allerede taget til Sverige for at gøre sig klar til at spille, inden FN indfører sanktioner, som blandt andet betyder, at det borgerkrigsramte land ikke må deltage i internationale sportsbegivenheder. De jugoslaviske spillere må flygte fra Sverige ni dage inden den første kamp, inden sanktionerne lukker luftrummet over Beograd og umuliggør hjemflyvningen.

Michael Laudrup er tilbage i en slutrunde med landsholdet, og vi har et rigtig godt hold, så vi er meget opsatte på, at vi skal til England og vinde EM igen. Vi tror på det.

Men det går jo ikke sådan, selv om vi vinder en kamp, spiller en uafgjort og taber en i puljen, ligesom vi gjorde i Sverige i 1992. Vi taber 0-3 til Kroatien, og det bliver afgørende.

Et af mine klareste minder fra EM i 1996 er også i forbindelse med den kamp.En af mine mange roller på landsholdet er at bytte trøjer for spillerne efter kampene.

Når spillerne bytter trøjer, foregår det som regel på den måde, at de laver aftaler med modstanderne eller har ønsker til, hvem de gerne vil bytte trøje med. Så går jeg ind i modstanderens omklædningsrum og spørger, om de vil bytte trøjer.

Det gør jeg også, efter vi har tabt til Kroatien.

Jeg banker på døren til kroaternes omklædning for at spørge, om de vil bytte trøjer, og da jeg kommer ind, står kroaterne og ser målet til 0-3 på fjernsynet igen og igen. Målet hvor deres angriber Davor Suker lobber den over Peter Schmeichel. De står og skriger af grin og peger mod peger mod skærmen. Ja, de står faktisk og håner Peter Schmeichel.

Oven i købet er der ingen af dem, der gider at bytte trøjer. Så, vi havde lidt bøvl med de kroater. Men heldigvis har vi da også slået dem nogle gange.

Danmark spiller 1-1 mod Portugal i den første gruppekamp og vinder 3-0 over Tyrkiet i den sidste og ryger ud af EM i England, inden det for alvor kommer i gang.

Den danske spillertrup og i særdeleshed Allan Poulsen bliver også rystet op til kampen mod Kroatien, da spillerne og DBU-stabens familier er på besøg og ude at shoppe i Manchester op til kampen. Manchester bliver ramt af et terrorangreb, og Allans kone og datter er i det indkøbscenter, hvor bomben, placeret af IRA, eksploderer. Over 200 personer bliver såret, men Allans kone og datter flygter ud igennem kælderen og slipper uskadt.

Efter en helt fantastisk sejr over Nigeria møder vi selveste Brasilien i kvartfinalen, og det starter helt vildt med, at Martin Jørgensen scorer et hurtigt mål.

Som jeg husker det, har vi virkelig brasserne (brasilianerne, red.) nede i sækken. Vi rammer også overliggeren lige inden slutfløjtet, og vi er så tæt på at slå et af verdens bedste hold ud af VM og komme i en VM-semifinale.

Da jeg kommer ind i Brasiliens omklædningsrum for at bytte trøjer efter kampen, sidder alle spillerne og hænger, og deres træner, Mario Zagallo, som selv har vundet VM som spiller i 1958 og 1962, siger, at det var en hård kamp, og at vi var lige ved at slå dem.

Næsten alle spillerne er så trætte, at de ikke orker at tage trøjerne af, så jeg kan få dem med ind til de danske spillere. Den eneste, der har kræfter til det, er den rigtige Ronaldo. Den brasilianske Ronaldo.

Da jeg kommer ud i spillertunnellen igen, møder jeg Martin Jørgensen, der spørger, om jeg ikke kan bytte hans trøje.

Det er Martin Jørgensens første slutrunde, han har gjort det fantastisk, og han har scoret mod Brasilien, så jeg giver ham Ronaldos trøje.
Jeg glemmer aldrig de her strålende øjne, da han finder ud af, at det er Ronaldos trøje, jeg har givet ham.

Så jeg spørger ham, om jeg ikke må få hans trøje, hvortil han svarer, at jeg også kan få bukserne, hvis det skal være.

Danmark taber VM-kvartfinalen mod Brasilien 2-3, og Michael Laudrup og Brian Laudrup stopper på landsholdet herefter. slutrunden

Det er en slutrunde, der minder meget om EM i Vesttyskland i 1988.

Der er mange skader i truppen, og vi når ikke at få spillerne klar til at levere 100 procent. De kan kun holde til 70 minutter, før de bliver løbet over end.

Vi laver faktisk ikke et eneste mål i hele turneringen, så det bliver en lidt trist afsked med landstræner Bo Johansson og assistenttræner Flemming Serritslev. Og med Peter Schmeichel, som er en af de spillere, der stopper.

Men jeg husker også en meget sjov episode på hotellet, som ligger lige ved siden af en golfbane. Vi bor faktisk ganske fint.
En dag står vi behandlere og kigger ud over golfbanen, mens vi er ved at behandle nogle af spillerne, og vi kan se to ældre damer spille.

En af dem slår golfbolden ud og rammer bolden lige i nakken på en ælling, der svømmer i halen på to ænder. Ællingen falder død om med det samme, og andeparret rapper voldsomt, mens vi står oppe på balkonen og råber ”morder!” efter damen, der flygter med sin veninde i deres golfvogn.

Det er selvfølgelig synd for ællingen og ænderne, men det er noget af det mest underholdende, jeg husker fra den slutrunde. Det siger måske også lidt om, hvad det er for en slutrunde.

Det er ikke et godt EM for Danmark. Det eneste positive er vel, at vi er med igen, og at vi har været det i alle EM-slutrunder lige siden 1984.

Danmark taber alle tre gruppekampe. 0-3 til Frankrig, 0-3 til Holland og 0-2 til Tjekkiet. Frankrig vinder EM-finalen over Italien.

Slutrunden huskes også for – en smule unfair måske – at Danmarks Søren Colding blev oversprintet af angriberen Thierry Henry ved 0-2-målet til Frankrig i den første gruppekamp. Henry var, som Allan Poulsen konstaterer, bare en gazelle hurtigere end Søren Colding, der ellers godt selv kunne skyde en fin fart.

Vi starter med en træningslejr i Wakayama i Japan, og byen er så stolt af, at Danmark lægger træningslejren der.

Så de vælger at betale meget af vores ophold, mens vi forsøger at gøre gengæld ved i to omgange at invitere lokale børn ud og træne med os. Der bliver lavet lodtrækning på skolerne om, hvem der skal med, og de står snorlige de små japanske drenge, da de møder op i deres fodboldtrøjer for at træne med spillerne.

Det er meget populært, og der er fyldt med tilskuere til hver eneste træning, og efter træningen stiller spillerne sig op, så alle tilskuerne kan få en autograf. Vi bliver så populære i Wakayama, at der stadigvæk er fans fra byen, der kommer ud og ser vores kampe rundt omkring i verden.

Vi danskere er virkelig populære i den by. Måske hænger det også sammen med, at en dansk sømand er druknet efter at have sprunget i havet og reddet to japanske sømænd fra byen. Jeg mener, at der hvert år stadig kommer folk fra byen og besøger den danske sømands gravsted her i Danmark.

Så skal vi videre til Sydkorea, og jeg rejser i forvejen med kokkene, men de er slet ikke færdige med hotellet, da vi kommer. Der lugter af lim og gas, og vi må sove på balkonen den første nat. Det er meget godt, vi gør det, for det viser sig, at der er en læk på et af værelserne, der er gasopvarmet.

Da spillerne kommer ud til hotellet et par dage senere, må vi sige til dem, at de skal sove med døre og vinduer åbne, fordi vi ikke er sikre på, at der er helt styr på det.

Hotellet ligger helt ude på Lars Tyndskids rismarker, og der går soldater rundt derude for at passe på os. Det er et lidt sjovt møde med sydkoreanerne, der tager alting meget bogstaveligt. Jeg kan huske, at Morten Olsen (daværende landstræner, red.) en dag siger, at vi kun skal bruge en halv bane til at træne på, hvilket resulterer i, at de kun slår græsset på den ene halvdel af banen.

Så ryger vi tilbage til Japan igen derefter og spiller den sidste kamp.

Jeg husker også, at der er en helt speciel holdånd i truppen, der ikke har de store stjerner. Peter Schmeichel og brødrene Laudrup er stoppet, men vi har et rigtig godt hold med spillere som Thomas Graversen og Stig Tøfting.

Vi står med en meget ærgerlig følelse efter kampen mod England, for vi havde sgu holdet til at komme lige så langt som i 1998, og England var ikke bedre end os. For at sige det rent ud, så har England et dårligt landshold, og det havde de også dengang.

Danmark går videre fra gruppespillet efter sejre over Uruguay og Frankrig og en uafgjort mod Senegal.

Men ottendedelsfinalen mod England bliver den sidste for Danmark ved VM. England slår os 3-0 og knuser håbet om en gentagelse af kvartfinalen fra 1998 og mulighed for revanche mod Brasilien.

Jeg kan tydeligt huske al den ballade, der er op til og efter den sidste gruppekamp mod Sverige, hvor vi ved, at resultatet 2-2 vil sende både os og Sverige videre.

Kampen ender 2-2, og så beskylder italienerne selvfølgelig os og svenskerne for aftalt spil, men det siger nok mere om, hvordan italienerne er vant til at tænke.

Det sjove ved den her episode er jo, at vores landsholdsspillere, der spiller i Italien, i dagene op til kampen bliver ringet op af deres klubber, der venligt minder dem om, at de jo også skal tilbage til deres italienske klubber efter EM.

Jeg ved, at Jon Dahl Tomasson, der spiller i AC Milan på det tidspunkt, undlader at tage telefonen flere gange, hvor han kan se, at det er et italiensk nummer.

De italienske klubber prøver altså op til kampen at påvirke de danske spillere. Men kampen ender 2-2, og Italien ryger ud.

Helt tilfældigt møder vi det italienske landshold ude i lufthavnen, hvor de skal hjem, og vi skal videre, og der er sådan en glasvæg mellem os og de italienske spillere. Jeg husker tydeligt, hvor ondt nogle af de italienske spillere kigger på os og søger efter nogle af de danskere, der spiller i italienske klubber. Men Jon Dahl Tomasson og de andre har gemt sig langt væk.

Italienerne tror fuldt og fast på, at vi spiller 2-2 med vilje, og den dag i dag siger de stadig, at det er aftale spil og svindel, at de ikke kom videre.

Der sker også det sørgelige under slutrunden, at Jesper Grønkjærs mor dør, så han må flyve hjem til begravelse og kommer tilbage til den anden gruppekamp mod Bulgarien, hvor han kommer ind og scorer og gør tegn op mod himlen.

Sådan noget gør et vældigt stort indtryk, og så er det bare med at være der for Jesper, hvis han har brug for det.

Danmark vinder over Bulgarien og spiller uafgjort med Italien og Sverige i EM-gruppen og går videre til kvartfinalen, men ligesom to år tidligere bliver Danmark slået ud af en slutrunde med cifrene 0-3. Denne gang af Tjekkiet, der taber semifinalen til de senere europamestre, Grækenland.

Og så står danskerne, som Allan Poulsen husker det, igen med en fornemmelse af at have et rigtig godt hold uden at få så meget ud af det.

Jeg er ligesom mange af de andre gange rejst i forvejen for at klare det praktiske, og jeg flyver til Sydafrika med rimelig mange ton udstyr. Da jeg lander, står der to kolonner af soldater og sørger for, at bagagen kommer over til den pansrede bil, der skal fragte det videre.

Der står jeg og skriver det hele ned og krydser alt af. Da jeg siger, at det hele er der, bliver vognen forseglet med en kæmpe hængelås. Jeg får nøglen og bliver fløjet ned til byen, hvor jeg venter på, at bagagen kommer med militær- og politieskorte. Den kommer så en dag senere.

Det er første gang, der er VM i Afrika, og vi skal ned til en eksotisk og varm oplevelse.

Det tror vi da i hvert fald.

Der er sgu koldt om aftenen i træningslejren i Johannesburg, hvor vi må tænde for varmeapparaterne. Og om morgenen ligger der frost, når vi skal over og have morgenmand. Det overrasker os lidt, så vi må lige tage en ekstra regnjakke på under træningen.

Og så husker jeg, at sikkerheden omkring os er enorm. Vi bor lige på hjørnet mellem to bander, får vi at vide. Noget nigeriansk mafia på den ene side og en anden mafia på den anden side.

Der er bevæbnede soldater uden for hotellet, og vi får at vide, at vi ikke må gå forlade det.

Så da jeg skal bruge tyggegummi, chokolade og lidt andet til spillerne, så må jeg bede nogle vagter på hotellet og nogle PET-folk, som er med dernede, om at gå over i kiosken og hente det. Vagten går så i forvejen og advarer nogle af de mænd, der står ovre på den anden side, og siger til dem, at de bliver skudt, hvis de rør PET-folkene.

Den danske VM-trup er plaget af småskader hos flere profiler og kommer aldrig rigtig i omdrejninger under det første VM i Afrika, der måske mest vil blive husket for det højlydte horn kaldet Vuvuzela og en svævende bold kaldet Jabulani.

Danmark vinder én kamp – over Cameroun – og ryger ud efter gruppespillet. Det sportslige lyspunkt set med danske øjne er Dennis Rommedahl, der scorer et mål og lægger op til et andet mål.

Vi har ligesom de fleste andre hold vores base i Polen, fordi priserne er skruet helt vanvittigt op i Ukraine.

Noget af det, jeg husker bedst fra Ukraine, er en tur med en ukrainsk chauffør, der skal køre mig og materialerne ud til stadion før en kamp. Han fortæller mig, hvor skuffet han er over, at hans landsmænd har skruet så voldsomt op for priserne. Han mener, at det vil ødelægge turismen fremover for Ukraine og landets ry i det hele taget.

Et af de steder, vi bor, er åbenbart ejet af en eller anden stor mafiatype, og jeg kan huske, at vi vil købe en sæk kartofler, som de kræver 5.000 kroner for.

Sådan nogle ting er jo med til at fjerne tilliden til de mennesker, vi skal omgås med ved sådan et EM, når de kun tænker på penge. Der undrer det mig, at der ikke bliver lavet nogle regler for, hvor meget tingene må koste til sådan en slutrunde.

Vi ved det ikke, da EM starter, men det bliver også den sidste slutrunde for Morten Olsen. En helt fantastisk landstræner stopper. Lad mig lige fortælle en historie, der viser, hvor perfektionistisk den mand er.

Vi sidder ovre i Kazakhstan engang og skal spille en VM-kvalifikationskamp. Da de er ved at skifte en spiller ind, siger Morten Olsen lige pludselig, at det ikke er den rigtige spiller, de er ved at sætte på banen.

Han sender mig over til Kazakhstans bænk for at sige det, og spilleren reagerer ved at tage trøjen af igen og undskylde, at han har taget den forkerte trøje på. Når man kender udskiftningsspillerne på Kazakhstans landshold, så har man vist sat sig rimelig godt ind i tingene, han man ikke?

Jeg har været med til en slutrunde sammen med Morten syv gange, og han ved mange ting. Også om andet end fodbold. Og han har humor.

Når klokken er 23 om aftenen, og vi har klaret de ting, vi skal, og vi ikke gider tale om fodbold eller skader, men alle mulige andre private ting, så er Morten Olsen en morsom og beleven mand.

Det er måske ikke ligefrem sådan, Morten Olsen er blevet fremstillet i pressen, mens han har været landstræner.

Danmark kommer i en svær gruppe med Holland, Portugal og Tyskland ved EM i Polen og Ukraine. Landsholdet vinder overraskende den første gruppekamp mod Holland, men taber de to næste kampe og ryger ud af EM efter gruppekampene.

Morten Olsen stopper først som landstræner i 2016, men får ikke Danmark med til VM i 2014 eller EM i 2016. Med tiden som spiller i 70’erne og 80’erne når Morten Olsen at være med på landsholdet i 35 år.

Det kan godt være, jeg siger, at VM i Rusland bliver min sidste slutrunde, og det var egentlig meningen, at jeg skulle stoppe på landsholdet her til sommer.

Men der er sket det, at jeg har forlænget min kontrakt med DBU med et halvt år, så nu må vi se, hvad der sker.

Jeg har været med til 11 slutrunder. 12 når den i Rusland er overstået. Og det har været en helt fantastisk rejse.

Alle, der har ligget på min briks er store personligheder, og alle på et hold skal behandles lige, men der er selvfølgelig nogle, der har skilt sig ud:

Michael Laudrup, Preben Elkjær, Allan Simonsen, Lars Høgh, Peter Schmeichel og ja, du kan tage hele rækken af profiler op igennem op igennem 80’erne, 90’erne, 00’erne og 10’erne med Nicklas Bendtner, Simon Kjær og Christian Eriksen som nogle af de seneste.

De er alle sammen vindere, og ved du hvad? Jeg vil vinde lige så meget som spillerne. For mig er det lige så stor en ære at kunne stå og juble efter en kamp.