En stærk og sejrende krigergud på lige fod med de nordiske guder.
Sådan forsøgte den katolske kirke at udbrede kendskabet til kristendommen blandt vikingerne i Danmark, da de første missionærer kom hertil i 700-tallet. Den kristne mission startede nemlig længe inden Harald Blåtand lod sig døbe og officielt gjorde sit rige kristent.
Og eftersom de kristne missionærer henvendte sig til vikingetidens krigerelite, så måtte jesusbilledet tilpasse sig opfattelsen af de eksisterende nordiske guder.
I denne del af historien har danskerne imidlertid været et barskt og brutalt folkefærd. I søndagens afsnit af 'Historien om Danmark', der handlede om vikingetiden, kunne blandt andet se, hvordan vikingerne i nogle tilfælde filede i deres egne fortænder, bare for at vise hvor hårde de var.
Det er derfor ikke svært at forestille sig, at der skulle mere end den lidende Jesus på korset til at overbevise de skrappe vikinger om den nye tro.
- I vikingetiden blev Jesus Kristus både solgt og modtaget som en stærk og mægtig krigergud. Det var nødvendigt at fortolke og præsentere ham som stærk og mægtig, for ellers kunne han ikke have konkurreret med de eksisterende guder som eksempelvis Thor, fortæller Bettina Sommer, som er ekspert i nordisk førkristen religion og ekstern lektor i religionshistorie fra Saxo-Instituttet.
Jesus skulle passe ind i den nordiske gudeflok
At det lige er Jesus som krigergud, som kristendommen introducerede, er bestemt ikke tilfældigt. Derimod appellerede indpakningen af Jesus som stærk og krigerisk både til datidens gudebilleder og til krigerkulturen blandt vikingernes elite.
Missionærernes formål var nemlig at sælge kristendommen. Og det var vikingerne udmærket klar over. Det fortæller religionshistoriker Jens-André Herbener, som er cand.mag., mag.art. i religionsstudier og semitiske sprog:
- Vikingerne havde respekt for sejr i krig og erobringer. Kunne Jesus ikke leve op til disse krav eller optræde på lige fod med deres egne guder, så kunne han ikke bruges, siger han.
Eftersom der var en krigerkultur, hvor der herskede en forestilling om ærefuld kamp og død, så var asaguderne ofte skildret som store krigere, der overvinder deres fjender. Og det blev Jesus dermed også.
- Han skulle passe ind i en verden domineret af mægtige og stærke guder, der kunne hjælpe og beskytte deres følgere. Da man sagtens kan fortolke Jesus som en kriger og en sejrende helt ligesom asaguderne, så gjorde man det også, fortæller hun.
En ydmyg og tilgivende Jesus var ikke gået
I dag hersker et helt andet Jesusbillede, som aldrig var blevet accepteret tilbage i vikingetiden. Hvor vi i dag tillægger Jesus egenskaber som ydmyghed og dét at vende den anden kind til, så var magt og styrke vigtigt i krigerkulturens æresbegreb.
- Nutidens Jesusbillede ville have været alt for vattet og umandigt dengang. De ville formentlig ikke kunne se noget tiltrækkende i at følge en gud, der var ydmyg og tilgivende, fortæller Bettina Sommer.
I de fremstillinger af Jesus som er til rådighed, fremstilles han som en stærk krigergud - sådan har man solgt ham, og sådan er han også blevet modtaget.
- Den måske mest kendte skildring af Jesus som stærk og sejrende er billedet af ham på Jellingstenen. Her ser man en stærk og fastbesluttet Kristus, som ser direkte på beskueren. Det er ikke en såret eller lidende mand på korset, som vi ser i senere skildringer. En såret og lidende Kristus ville vikingetidens mennesker sikkert have opfattet som en ynkelig person, og de ville ikke have set op til ham, fortæller Bettina Sommer videre.
Gudebilleder afspejler behov i samfundet
Når Jesusbilledet ændrer sig gennem tiden, hænger det sammen med, at gudebilleder afspejler de behov, vi har som kultur, samfund og individer.
- Helt banalt kan man konstatere, at vi i dag ikke lever i noget krigersamfund længere. Slet ikke som i vikingetiden. I stedet er Jesusfiguren i Danmark venlig og kærlig og afspejler, at vi lever i et samfund, hvor vi lægger meget vægt på venlighed, medmenneskelighed og hensynstagen, fortæller Bettina Sommer og pointerer:
- Man kan altså tolke vores nutidige og tidligere samfund ved at se på vores gudebillede.
I den forbindelse mener Jens-André P. Herbener, at religion er kulturelt betinget og menneskeskabt, og derfor er det ifølge ham en selvfølgelighed, at gudebilleder ændrer sig med tiden:
- Folk skaber Jesusbilleder efter behov. Han kan derfor blive fremstillet på vidt forskellige måder, for et eksempel som en næstekærlig gandhifigur, et rumvæsen fra Venus eller som en kraftkarl af en arier. Der er ingen grænser. Det væsentlige er, at folk former ham efter, hvad de har brug for, afslutter han.
Denne artikel har været bragt på dr.dk/historie den 9. november 2016. Læs den her.