Tannaz Hakami

Tannaz går i gymnasiet, spiller fodbold, har to jobs, arbejder frivilligt, taler fire sprog og spiller to instrumenter. Og så synger hun også. Sine egne sange.

​16-årige Tannaz fra Odense er en ægte kosmopolit. Til hverdag læser hun på Nyborg Gymnasiums internationale linje. Hendes iranske far, som er læge, har boet i New York siden 2010, og Tannaz har besøgt ham talrige gange sammen med sin tre år yngre lillebror.

Hjemme i Odense bor hun sammen med sin engelske mor, som arbejder som systemudvikler for banker. Og så taler Tannaz hele fire sprog – dansk, persisk, engelsk og spansk.

Hun er en ambitiøs og arbejdsom ung kvinde og det kan også ses på den musikalske front, hvor Tannaz både kan spille violin og klaver. Hun har sunget hele livet og skriver sine egne sange.

Mor og Beyoncé er idolerne

​Stilmæssigt placerer hun sig et sted mellem uptown funk og soul-pop, og hun er selvudnævnt megafan af Beyoncé. I hende ser Tannaz en stor kunstner, som har satset alt, men som har formået at holde begge ben på jorden. Titlen som Tannaz’ helt store idol må Beyoncé dog dele med Tannaz’ mor.

Ved siden af musikken har Tannaz spillet fodbold i otte år – allermest på grund af det sociale aspekt. Desuden arbejder hun i en bager og i en tøjbutik. Endelig er hun beskæftiget med en masse forskelligt frivilligt arbejde, og var med til at opstarte Operation Dagsværk på Nyborg Gymnasium.

Tannaz er et meget socialt menneske, hvilket også afspejler sig i hendes fremtidige studievalg. Hun vil nemlig gerne have et job, hvor hun arbejder med mennesker, og hun overvejer således medicinstudiet.

Tannaz med sin dommer, Remee. (Foto: © Lars E Andreasen, DR (type 1))

En besynderligt voksen stemme

​Trods de mange jern, Tannaz har i ilden, er hun dog ikke i tvivl om, hvad den helt store drøm er. Og det er at kunne leve af musikken. At kunne rejse verden rundt og synge – og gøre folk glade.

Hun føler sig godt forstået i samarbejdet med Remee, og hun er sikker på, der er tale om et godt match i mellem de to:

- Han kan hjælpe mig med at finde min helt egen stil. Og han kan være med til at udvikle mig som kunstner og få mig placeret mig, sådan rent musikalsk.

Remee har kun store ord til overs for den unge odenseaner:

- Hun er den sødeste, mest tjekkede, smukke og talentfulde 16-årige pige – med en besynderligt voksen stemme.