Norge: Agnete - 'Icebreaker'

Vores broderfolk i Norge stiller i år op med nummeret ’Icebreaker’ sunget af Agnete, når Eurovision Song Contest løber af stablen.

Sangen vandt suverænt det norske Melodi Grand Prix med 166.728 stemmer fra de norske tv-seere - 80.000 flere stemmer end aftenens nummer to.

Har vundet børne-MGP

Agnete Johnsen, der synger 'Icebreaker', er blot 21 år gammel, men trods hende unge alder, har hun allerede masser af sceneerfaring under huden.

Hun har i flere år været forsanger i bandet The BlackSheeps, som i 2008 vandt det nordiske børne Grand Prix, ’MGP Nordic’, med nummeret ’Oro Jaska, Beana’ (’Ti stille, hund’ red.).

Gruppen stillede også op i det norske Melodi Grand Prix for voksne i 2011, hvor de scorede en andenplads.

Stod bag Ruslands andenplads sidste år

Bag ’Icebreaker’ står Agnete selv samt sangskriverne, britten Ian Curnow og svenskeren Gabriel Alares – og sidstnævnte er absolut ikke uerfaren, når det kommer til Eurovision.

Alares var nemlig med til at skrive nummeret ’A Million Voices’, som med sangerinden Polina Gagarina bag mikrofonen sikrede Rusland en fornem andenplads ved sidste års konkurrence.

Derudover har Gabriel Alares også en anden sang med i årets konkurrence, da han også har været med til at skrive Moldovas bidrag ’Falling Stars’ sunget af Lidia Isac.

Agnete vandt overlegent den norske finale med nummeret 'Icebreaker'. (Foto: © Eurovision.tv)