Østrig: Nathan Trent 'Running On Air'

24-årige Nathan Trent deltog som barn i utallige teaterforestillinger i Innsbrucks statsteater og har desuden skrevet sine egne sange, siden han var 11 år.

Hans debutsingle 'Like It Is' blev udgivet sidste sommer, og et halvt år senere blev han udnævnt som Østrigs repræsentant til Eurovision Song Contest, hvor han skal synge 'Running On Air', som han selv har været med til at skrive.

Bonusinfo​

Nathan Trent var oprindeligt i spil til at deltage i Tysklands Melodi Grand Prix, Unser Song 2017. Han måtte dog melde fra, da østrigsk tv valgte ham som Østrigs repræsentant.

Østrig i Eurovision Song Contest

Østrig debuterede ligesom Danmark i Eurovision Song Contest i 1957, hvor det blev til tre point og en sidsteplads.

Siden da er det faktisk blevet til hele otte sidstepladser for Østrig.

Landet har dog også vundet to gange – nemlig med Udo Jürgens' 'Merci, Chérie' i 1966 og så naturligvis med Conchita Wursts 'Rise Like A Phoenix', der vandt i 2014 i København.