Uventet afgørelse giver Danmark fordel i Melodi Grand Prix

Det er godt nyt for Danmark, at Rumænien er blevet smidt ud af Eurovision. Det mener den danske kommentator, Ole Tøpholm.

Lighthouse X skal på scenen som land nummer 13 i den anden Eurovision-semifinale, torsdag 12. maj. (Foto: © Frederik Højfeldt Nielsen, DR)

Der gik chokbølger gennem fankredse i hele Europa, da den europæiske tv-union, EBU, i sidste uge annoncerede, at Rumænien blev smidt ud af verdens største musikkonkurrence med øjeblikkelig virkning. Det drastiske skridt blev taget på grund af Rumæniens uindfriede gæld til EBU.

Men dramaet kan være til Danmarks fordel. For pludselig er der en deltager mindre i konkurrencens anden semifinale, der bliver sendt torsdag 12. maj. Og det er netop den semifinale, Danmark selv er med i- og hvor der endda pludselig er en finaleplads ledig, mener DR1s Eurovision-kommentator Ole Tøpholm

- Den rumænske exit er godt nyt for Danmark, for Rumænien var 100 procent finalesikre, hvis de havde været med. Nu er der en konkurrent mindre, siger Ole Tøpholm.

Danmark overtager Rumæniens startnummer

Rumænien skulle have været på scenen som land nummer 13 i semifinalen, mens Danmark skulle have sunget lige efter - fra startnummer 14.

Nu overtager Danmarks drenge i Lighthouse X startnummer 13 med 'Soldiers of Love', og det kan der være gemt endnu en fordel i. Nogle lande har nemlig reklamepauser under Grand Prix'et, hvor showet så fortsætter med underholdning på stationer, der ikke har reklamer - for eksempel DR1. Og der ligger en reklamepause lige efter sang nummer 13.

- Erfaringerne viser, at der er et dyk i antallet af seere efter reklameblokken, for det er ikke sikkert, at alle når at zappe tilbage til Grand Prix'et i tide. Derfor er det bedre for Danmark at ligge før en reklameblok end efter. Og det gør vi nu, slutter Ole Tøpholm.