29-årige Claudia Faniello begyndte at optræde allerede som 12-årig og har siden da optrådt i adskillige sammenhænge og udsendt masser af musik på Malta, blandt andet albummet 'Convincingly Better' i 2010.
Claudia Faniello er lidt af en Grand Prix-veteran i hjemlandet.
I år deltog hun nemlig i Maltas Melodi Grand prix for 11. gang, og for første gang lykkedes det hende at vinde med nummeret 'Breathlessly'.
Bonusinfo
Claudia Faniello er lillesøster til Fabrizio Faniello, der repræsenterede Malta i Eurovision Song Contest i både 2001 og 2006.
I 2006 blev han sidst i finalen med 'I Do', men i Parken i København i 2001 gik det noget bedre. Her blev han nemlig nummer ni med sangen 'Another Summer Night', som fik topkarakteren 12 fra de danske tv-seere.
Malta i Eurovision Song Contest
Malta debuterede i Eurovision Song Contest i 1971, men efter nogle dårlige resultater trak landet sig og vendte første tilbage igen i 1991.
Her gik det så til gengæld rigtig godt for middelhavsøen, for i årene 1991-2002 missede Malta kun top 10 én enkelt gang.
Malta har endnu til gode at vinde Eurovision Song Contest, men man har været snublende tæt på adskillige gange.
I 1992 blev Mary Spiteri nummer tre - 33 point efter vinderen. I 1998 blev Chiara ligeledes nummer tre - blot syv point efter vinderen. I 2002 blev Ira Losco nummer to med '7th Wonder' - 12 point efter vinderen, og i 2005 blandede Chiara sig igen i topstriden, da hun blev nummer to med 'Angel' - 38 point efter vinderen.
Siden Chiaras andenplads i 2005 har Malta kun formået at gå top 10 én enkelt gang, nemlig i 2013 hvor Gianluca Bezzina blev nummer otte med 'Tomorrow'.