Danmark kan nok engang sætte sig tungt på Eurovision-tronen i 2015: Amanda fra X Factor er med i Tysklands Grand Prix, danske sangskrivere har to sange med i Litauen og nu er de rød-hvide farver også repræsenteret i Norge.
De danske Grand Prix-legender Jacob Launbjerg og Jan Lysdahl har nemlig sangen ’Heaven’ med i Norges svar på Melodi Grand Prix – der på de kanter blot går under betegnelsen MGP.
Launbjerg har hele to danske vindersange på sit musikalske cv, nemlig ’Tænder på dig’ fra 2005 og ’All Night Long’ fra 2008, mens Lysbjerg også har været en flittig leverandør af sange til Dansk Melodi Grand Prix gennem tiden, og blandt andet står bag ’Hvis du tænker lidt på mig’ (2001) og ’Luciano’ (2008).
Robbie Williams-sangskriver deltager også
Nu har de danske drenge altså sangen ’Heaven’ med i Norge. Den bliver fremført af gruppen Contrazt. Og kaster man et nærmere blik på Norges deltagerfelt for 2015, står det hurtigt klart, at vores broderfolk mod nord i år har fundet det virkeligt tunge Grand Prix-skyts frem.
Udover prominente sangskrivere som Lysdahl og Launbjerg, har selveste Guy Chambers også en sang med i konkurrencen. Chambers er kendt som én af Robbie Williams’ foretrukne sangskrivere, og har herudover også leveret sange til verdensstjerner som Kylie Minogue, Tina Turner og Diana Ross.
Den sang, Chambers har med i det norske Melodi Grand Prix, hedder ’Human Beings’ og fremføres af Karin Park, der også er medkomponist på sangen. Hun har tidligere gjort sig bemærket med den norske Grand Prix-vinder fra 2013, ’I Feed You My Love’.
Eurovision-vinder gør comeback – efter 30 år
Endelig deltager også en tidligere Eurovision-vinder i dette års norske Grand Prix, nemlig Elisabeth ”Bettan” Andreassen, der hev nordmændenes første internationale Grand Prix-sejr i land tilbage i 1985.
Hun gør dermed comeback i konkurrencen – 30 år efter sejren.
Norsk finale 14. marts
Hvorvidt Norge vælger at sende en tidligere Eurovision-vinder, en internationalt anerkendt sangskriver eller et hold danske Grand Prix-veteraner af sted til Wien er vi meget klogere på senere på foråret.
Norsk Melodi Grand Prix løber af stablen lørdag 14. marts, mens Det Internationale Melodi Grand Prix finder sted i Wien, Østrig, 19., 21. og 23. maj.