Danmark: Anja 'Where I Am'

21-årige Anja har sunget, siden hun var barn og imponeret med sin stemme i adskillige konkurrencer for unge sangere.

I 2014 blev hun for alvor et kendt ansigt i sit fødeland Australien, da hun vandt den australske udgave af The Voice med Black Eyed Peas-medlemmet will.i.am. som mentor og efterfølgende udsendte sit selvbetitlede debutalbum.

Selvom Anja er født og opvokset i Australien, så er begge hendes forældre pæredanske, og store dele af hendes familie bor også fortsat i Danmark.

Anja har også talt dansk hele sit liv, men især i de senere år, hvor hun har tilbragt meget tid i Danmark, har hun for alvor kastet sig over de danske gloser.

Danskerne lærte Anja at kende, da hun sidste år opnåede en andenplads i Melodi Grand Prix med nummeret 'Never Alone'. I år lykkedes det hende så at vinde med sangen 'Where I Am', som hun selv har været med til at skrive.

Bonusinfo

I 2008, da hun var bare 12 år, optrådte Anja for Danmarks kronprinsesse Mary, der selv er fra Australien.

Kronprinsessen deltog ved åbningen af et nyt hjertecenter i den australske storby Sydney, og her optrådte Anja med den danske nationalsang 'Kong Christian stod ved højen mast' - i både den danske og den engelske version.

Danmark i Eurovision Song Contest

Danmark debuterede i Eurovision Song Contest i 1957 og kom flot fra start, da Birthe Wilke og Gustav Winckler opnåede en tredjeplads med 'Skibet skal sejle i nat'.

Siden da er det blevet til en lang række flotte resultater til Danmark ved Eurovision; yderligere to tredjepladser - Kirsten & Søren i 1988 og Birthe Kjær i 1989 - én andenplads - Rollo & King i 2001 - og tre sejre.

Den første sejr faldt i 1963, hvor Grethe og Jørgen Ingmann sang 'Dansevise' til tops. I 2000 gjorde Brødrene Olsen dem kunsten efter med 'Fly On The Wings Of Love', og i 2013 fik Emmelie de Forest flest point af alle med 'Only Teardrops'.

De seneste to år er det dog ikke lykkedes Danmark at kvalificere sig til finalen. Det bliver der forhåbentlig lavet om på torsdag den 11. maj, når Anja synger 'Where I Am' i den anden semifinale.