BLOG Sanne i sensationelt comeback - i Sverige

Selvom 2015 kun er få uger gammelt, så er den nye Grand Prix-sæson i fuld gang. Her giver formanden for Melodigrandprixfans.dk dig et overblik over, hvad der sker lige nu rundt i Grand Prix-Europa.

Sanne Salomonsen svensk Melodi Grand Prix
Sanne Salomonsen (til højre) gør comeback i svensk Grand Prix. Her skal hun synge duet med Marie Bergman. (Foto: © Anders Wiklund, SVT)

Det var noget af en Grand Prix-kanin svenske SVT trak op af Melodifestival-hatten, da de på et pressemøde i Stockholm sidst i november afslørede deltagerne til de fire svenske delfinaler.

Den ”danske hjemmebane” i Malmø Arena bliver 14. februar nemlig indtaget af en opsigtsvækkende duo bestående af vores egen Sanne Salomonsen og den tredobbelte vinder af Melodifestivalen, svenske Marie Bergmann. Dermed gør Sanne Salomonsen sensationelt comeback i den konkurrence, hun for 10 år siden fik en godkendt 7. plads i.

Med deltagelsen i årets Melodifestival forsøger Sanne Salomonsen at lægge et skuffende billetsalg til hendes turné sidste efterår bag sig, og den 59-årige sangerinde mener tilsyneladende, at Melodifestivalen er et bedre udstillingsvindue end Grand Prix’et i hendes hjemland, når man gerne vil kickstarte en karriere, der befinder sig i en mindre krise.

Opsigtsvækkende comebacks i Melodifestivalen

Melodifestivalen 2015 byder på flere opsigtsvækkende comebacks.

De to tidligere vindere Eric Saade og Jessica Andersson (Fame) er med igen, og det samme er de tre charmetrolde Måns Zelmerlöw, Andreas Johnson og Magnus Carlsson. Sidstnævnte deltager i Melodifestivalen for intet mindre end ottende gang. Sidst Magnus Carlsson var med var tilbage i 2007, og han har forsat sin første sejr til gode

Netop de fire nævnte herrer er i øjeblikket bookmakernes favorit til at vinde finalen i Friends Arena 14. marts – med Eric Saade og Måns Zelmerlöw som de to største favoritter.

Disse lande har fundet deres deltager

Selvom vi kun befinder os i starten af januar måned, så har fem af de i alt 39 deltagende lande allerede nu fundet den sang og deltager, som de sender til Wien i maj måned. Det drejer sig om Albanien, Hviderusland, Makedonien, Malta og Holland. Den 14. januar er det Georgiens tur til at afsløre hvem og hvilken sang, der skal sikre georgisk succes i Østrig.

De indtil nu fem kendte sange er alle ganske hæderlige uden at være prangende. Umiddelbart ser jeg størst potentiale i det hviderussiske bidrag ’Time’, som synges af Uzari og med Maimuna på violin. Nu skal det så blive spændende at se, om det så også ender med at blive ’Time’ og de to vindere, som får lov til at stå på scenen i Wiener Stadthalle – Hviderusland har før udskiftet både sang og deltager efter deres nationale finale har været afholdt.

Hvad kommer til at kendetegne Eurovision 2015?

Østrigs sejr sidste år i København er en af de mest politiske sejre i historien. Conchita Wurst vandt i højere grand på grund af hendes unikke personlighed og politiske budskaber om fred og tolerance fremfor selve hendes sang.

Jeg håber og tror, at Eurovision Song Contest i 60 års jubilæumsudgaven vil vende tilbage til konkurrencens oprindelige rødder, hvor det er musikken, som er det primære omdrejningspunkt og ikke deltagernes personlighed eller seksuelle observans.