Fredag aften skete et terrorangreb i Paris.
Terroristerne slog til flere forskellige steder i byen.
De angreb blandt andet ved en café, et fodboldstadion og en koncert.
Islamisk Stat: Vi gjorde det
Terrorgruppen Islamisk Stat skriver, at de stod bag angrebet. De skriver, at de gjorde det, fordi Frankrig er gået med i kampen mod Islamisk Stat i Syrien.
Mange dræbte
Mange mennesker blev dræbt. Ifølge det franske politi blev terroristerne også dræbt.
Indtil videre er 129 mennesker døde. Men der er mange sårede. Nogle er stadig i livsfare. Det betyder, at dødstallet kan stige.
Politi og soldater gør lige nu alt, hvad de kan, for at skabe tryghed for folk i Frankrig.
Lars Løkke: Det gør ondt
Ledere fra mange af verdens lande støtter Frankrig.
Det gælder også Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen. Han lagde lørdag blomster ved den franske ambassade i Danmark.
- Det gør ondt på os alle sammen, sagde Lars Løkke Rasmussen.
Mange spørgsmål
På Ultra Nyt følger vi situationen.
Vi har modtaget mange spørgsmål om det, der er sket.
Vi svarer på en del af spørgsmålene i Ultra Nyt mandag og i artiklen her.