I weekenden var der skyderi flere steder i København.
Mandag handlede Ultra Nyt rigtig meget om, hvad der skete og hvorfor.
Vi ville gerne besvare så mange af dine spørgsmål, som vi overhovedet kunne nå.
Skyderi ved et debatmødeSkyderierne begyndte lørdag eftermiddag ved et debatmøde på cafeen Krudttønden i København. Mødet handlede om ytringsfrihed og kunst.
En mand mistede livet. Tre politibetjente blev såret, men de er udskrevet fra hospitalet igen.
Det lykkedes gerningsmanden at flygte i en bil, og politiet begyndte straks at lede efter ham.
Skyderi ved en synagoge
Lidt før klokken 1 om natten var der også skyderi ved en synagoge i København. Det er et sted, hvor jøder kommer for at bede og holde fest.
Foran synagogen blev en jødisk mand skudt. To betjente blev også ramt, men overlevede heldigvis.
Fanget ved Nørrebro Station
Senere på natten blev en mand skudt af politiet ved Nørrebro Station i København.
Politiet siger, at han skød mod betjentene.
Manden døde af skuddene. Han var 22 år og hed Omar Abdel Hamid El-Hussein.
Lige nu regner politiet med, at det var ham, som både skød ved debatmødet og synagogen.
Politiet arbejder videre
I de næste mange dage laver politiet en masse efterforskninger. Det skal gøre dem klogere på, hvad der præcist er sket.
Politiet bruger også meget tid på at finde ud af, hvorfor noget kan finde på at skyde andre.
Selv om de har fået meget ros for deres arbejde med at stoppe gerningsmanden, så kan de nemlig altid lære mere og blive bedre.