Kronprins Frederik blev kritiseret hårdt i forbindelse med, at han blev valgt ind i den internationale olympiske komite på IOC-mødet i København i oktober sidste år.
Nu hvor kronprinsen har haft sine første dage på jobbet som aktivt IOC-medlem, føler han sig stadig ramt af janteloven.
- Efter sessionen i Købehavn undrede det mig lidt, at kritikkerne ikke kunne se længere ud i fremtiden. Lige til det sidste ønskede nogen, at det fejlede for mig. Sådan er det i Danmark. Men nu ser jeg fremad, siger kronprins Frederik til Ekstra Bladet.
- Man laver ikke paladsrevolutioner fra den ene dag til den anden. Men jeg kan udøve indflydelse i IOC. Det synes jeg også, kritikerne skal se på, fastslår IOC's danske medlem.
Kronprins Frederik og alle de øvrige IOC-medlemmer er til OL i Vancouver, hvor de her deltaget i en række møder, uden at kronprinsen har taget ordet.
- Foreløbig lytter jeg og suger til mig. Der er en jovial og positiv stemning blandt medlemmerne, så det skal nok gå godt. Men jeg føler mig stadig meget ny og meget ung, siger han.
Kronprins Frederiks mærkesager er en så ren sport som muligt og at børn og unge skal dyrke mere sport for at undgå livsstilssygdomme.