Ændret dato redder dansk badminton-VM

Den konflikt mellem spillere Badminton Danmark, der truede med at holde en række af de bedste spillere ude af VM, er blevet løst.

Mathias Boe og Carsten Mogensen var to af de spillere, der ønskede at deltage i turneringen i Indien. (Foto: © JEON HEON-KYUN, Scanpix)

En ændret turneringsdato i Indien medfører, at Danmark alligevel kommer til at stille med alle sine bedste badmintonspillere ved sommerens VM, selvom en konflikt mellem forbundet Badminton Danmark og en række af de største navne truede med at svække landsholdet betragteligt.  

I Badminton Danmark er der derfor stor tilfredshed med, at problemerne nu kan skrinlægges, og at man nu er sikker på, at blandt andre OL-sølvvinderne Carsten Mogensen og Mathias Boe deltager ved VM.

- Vi er meget glade for den situation, vi sidder i her, hvor vi nu har udsigt til at turneringen ikke bliver til noget i den periode, hvor vi har VM-forberedelser, siger sportschef i forbundetBadminton Danmark, Finn Trærup, til DR Sporten.

Det var blevet et spørgsmål om penge kontra landsholdsdeltagelse for herredoublen Carsten Mogensen og Mathias Boe, mixeddoublen Christinna Pedersen og Joachim Fischer samt den tidligere verdensmester Kamilla Juhl, der alle ville deltage i en privat turnering med store pengepræmier i Indien i juni, som altså kolliderede med optakten til VM i kinesiske Guangzhou.

Turneringen i Indien, der var en såkaldt piratturnering arrangeret uden om det internationale badmintonforbund, WBF, lokkede med så store beløb alene for at stille til start, at de danske spillere var klar til at ofre muligheden for at optræde for landsholdet.

En trussel mod landsholdsbadminton som skal imødeses, for fremtiden kommer formentlig til at byde på flere af den slags tiltag fra private investorer, mener Finn Trærup.- Det er et sted, hvor jeg mener, at det internationale forbund må have en interesse i at koordinere de tiltag, så vi undgår fremtidige konflikter, siger han og tilføjer:- Vi synes, at det er godt, at der kommer flere penge i sporten, for det er med til at udvikle den. Men vi ønsker, at det sker under ét forbund, så vi ikke kommer i en situation, hvor vi har to forbund, der ikke kan benytte de samme spillere, slutter sportschefen.