Veloplagt Bolt klar til Bruxelles

Når sæsonens sidste Golden League-stævne i aften finder sted i Bruxelles, så er det endnu en gang med Usain Bolt i hovedrollen.

Usain Bolt har siden VM-titlerne kom i hus bl.a. været inde og se anfører Raul og Real Madrid vinde sæsonpræmieren over Deportivo Coruna i den spanske liga. (Foto: © Susana Vera, Scanpix)

Når sæsonens sidste Golden League-stævne i aften finder sted i Bruxelles, så er det endnu en gang med Usain Bolt i hovedrollen.

Den jamaicanske supersprinter har dog droppet 100 meter løbet og stiller i stedet op på den dobbelte distance. 

- Jeg føler, at jeg har løbet tilstrækkeligt med 100 meter løb, men for få 200 meter på det seneste, siger Usain Bolt, der lover, at publikum og tv-seere får en veloplagt verdensmester at se:

- Fysisk føler jeg mig bedre tilpas end ved Golden League-stævnet i Zürich for en uge siden. Jeg har fået sovet ud oven på VM, og min krop har det meget bedre nu. Mentalt er jeg på toppen - jeg elsker at konkurrere ved stævner som dette her, siger Usain Bolt forud for aftenens konkurrencer på Kong Baudouin stadion i den belgiske hovedstad.

Han håber at kunne løbe de 200 meter i en tid omkring 19,70 sekunder. I Berlin vandt han for nylig tre VM-titler og satte verdensrekord på både 100- og 200 meter-distancen.

Gay favorit på 100 meter

Selv om Usain Bolt altså har droppet 100 meter-distancen, så bliver også den korte sprint en seværdig forestilling i Bruxelles. VM-sølvvinderen Tyson Gay er nemlig klar til start mod blandt andre Asafa Powell, der vandt bronze ved VM.

Gay er favorit trods den lyskeskade, der har plaget ham i længere tid og som gør, at han ikke kan stille op på 200 meter. Passagen af kurven på løbebanen er for hård ved lysken, mens amerikaneren godt kan løbe igennem, når det går lige ud.

Tyson Gay skal dog opereres for sin skade efter sæsonafslutningen senere i september.

Se Golden League direkte på DR 2 fredag fra kl. 20.