Camilla Pedersen var ikke i stand til at forsvare sit VM-guld, da hun ved VM i svenske Motala måtte se sig slået af amerikaneren Mary Beth Ellis.
I år blev hun distanceret af Mary Beth Ellis, som hun på forhånd havde udpeget som sin værste konkurrent, og det viste sig at holde stik, da hun kom i mål mere end syv minutter foran danskeren, der stort set lå på andenpladsen fra start til slut i de 5 timer 31 minutter og 48 sekunder hun var om at tilbagelægge 1,5 kilometer svømning, 120 kilometer på cykel og afslutningsvis 30 kilometer løb.
Camilla Pedersen kom for alvor i mediernes søgelys sidste år, da hun vandt VM i Kina blot et år efter en alvorlig træningsulykke, der var tæt på at koste hende førligheden.
Hun blev efterfølgende hyldet ved DR Sportens sportsgalla i Herning, hvor hun også vandt BTs Guld samt Årets Sportsnavn.
God ven kørt ned
Dette års VM blev også en bevæget omgang for Camilla Pedersen, der i torsdags fik besked om, at en af hendes gode venner, Anders Tesgaard, var blevet kørt ned og hårdt kvæstet under et ekstremcykelløb i USA.
Også hos herrerne blev det til en dansk sølvmedalje, da Martin Jensen kom i mål bare 13 sekunder efter vinderen, franskmanden Cyril Viennot. I modsætning til Camilla Pedersen lignede Martin Jensen længe en vinder, men det gik galt på de 30 kilometer løb, hvor han fik problemer og blev overhalet, da der var 22,5 kilometer til mål.
Næstbedste dansker blandt herrerne blev Henrik Hyldelund på 18.-pladsen, mens Rasmus Henning kom ind på 23.-pladsen.