DBU-formand om FIFA-ballade: Kommer ikke bag på mig

DBU-formand er ikke overrasket over den aktion schweizisk politi netop har gennemført mod bestemte FIFA-personer.

Jesper Møller bryder sig ikke om hændelserne i Schweiz, men håber det kan blive en aha-oplevelse. (© DR)

- Det bryder jeg mig ikke om at høre. Men det er ikke noget, der kommer bag på mig.

Sådan lyder ordene fra DBU-formand Jesper Møller, da DR fanger ham i lufthavnen, inden han skal til Schweiz. Selv samme sted, hvor schweizisk politi onsdag morgen stormede et femstjernet hotel i Zürich, hvor fremtrædende ledere FIFA i øjeblikket er samlet forud for præsidentvalget.

Mistanke for korruption

Ifølge New York Times er adskillige FIFA-ledere blevet arresteret. Ifølge den amerikanske avis har de amerikanske myndigheder begæret anholdelserne, idet FIFA-medlemmerne er under mistanke for korruption. Formålet skulle være at få medlemmerne udleveret til USA.

- Det bekræfter bare det forløb, vi har haft det seneste års tid, hvor vi har måttet konstatere, at de reformer og de fornyelser, vi har insisteret på, skal gennemføres i FIFA, ikke har medført noget nyt. Vi har sagt, at vi aldrig kommer i mål med fornyelse og reformer, før vi får en ny præsident og får ryddet op, siger Jesper Møller om den nuværende præsident Sepp Blatter.

FIFA bestilte for noget tid siden en rapport, der skulle undersøge korruptionsanklagerne i forbundet, og som blev udarbejdet under ledelse af amerikaneren Michael Garcia. FIFA konkluderede selv efterfølgende, at der ikke havde været tegn på korruption i forbindelse med tildelingen af VM-værtskaberne.

Det var Michael Garcia meget uenig i, og han valgte derfor at fratræde som uafhængig leder af undersøgelseskommissionen i FIFAs etiske komité.

- Vi havde et forløb med Garcia-rapporten, hvor vi krævede, at den skulle offentliggøres, så dem, der er uskyldige og ikke har noget med det at gøre, kan få deres navn renset og få retsforfulgt dem, der har begået uregelmæssigheder, siger Jesper Møller.

Op ad bakke

- Men det har været op ad bakke. Det er et trægt systemet, men det kunne jo være, at netop det her var en aha-oplevelse for nogen, og at man nu siger, at det ikke kan blive ved med at gå, og nu vi skal have ryddet op, siger han og fortsætter:

- Det undrer mig, at dette sker lige op til kongressen. Det ser jeg frem til at høre mere om, når jeg når frem til Schweiz. Det bekræfter mig i, at vi skal insistere på at få fornyelse nu. Vi har vedtaget en række reformer, men ingen tror på en fornyelsesproces, så længe der opstår disse ting.