En usædvanlig situation udspillede sig onsdag, da Patrick Nielsen havde indkaldt til pressemøde forud for weekendens kamp.
Bokserivalen Rudy Markussen dukkede nemlig op, og så fløj ordene ellers gennem luften.
- Din kylling, sagde Patrick Nielsen.
- Kylling selv, svarede Rudy Markussen.
Sådan lyder den pæne del af optrinnet, mens ordet "nosser" går igen og igen i den grimmere del af det verbale slagsmål, der havde de to bokseres mulige møde som omdrejningspunkt.
I playeren herover kan du se situationen, og så skal det næsten være op til dig selv at vurdere, hvor vidt det er planlagt eller ej. Uanset hvad er det i hvert fald underholdende.
Et spørgsmål om tid
Hele skænderiet handler om, hvornår de to boksere eventuelt skal mødes. Rudy Markussen har ikke været i ringen i over to år, og derfor vil han gerne have tid til at komme i form.
Det ønsker Patrick Nielsen at udnytte, og derfor vil han gerne bokse mod Markussen allerede den 20. juni.
Hele sagen bliver yderligere kompliceret af at de to herrer er i stald hos hver deres promotor. Det er sådan set meget normalt - men det er sjældent, at to boksere fra samme land møder hinanden. Derfor er det også spørgsmålet, hvilken af de to lejre der skal arrangere den mulige kamp mellem Markussen og Nielsen.
Nielsen møder argentiner med erfaring
Inden de når så langt, så skal Patrick Nielsen dog i ringen mod argentinske Ruben Eduardo Acosta. Kampen bokses i Frederiksberg-Hallerne, hvor den er øverst på plakaten ved Nordic Fight Night, efter at Patrick Nielsens bror har meldt fra.
Ruben Eduardo Acosta har en rekordliste på 30 sejre (10 på knock out), 11 nederlag og fem uafgjorte. Her er det værd at bemærke, at de fleste af Acostas nederlag har fundet sted på udebane, hvor han flere gange har kæmpet om bælter.
Boksekendere vil især falde over fire af Acostas modstandere, som han alle har tabt til: Callum Smith, Robert Stieglitz, Karoly Balzsay og Anthony Mudine.