Med et tilskuergennemsnit på hjemmebane i nærheden af de 70.000 burde der ikke være problemer med volumen fra tribunerne, men alligevel så NFL-holdet Atlanta Falcons sig nødsaget til at peppe løjerne lidt op, når der kom modstandere på besøg i Georgia Dome.
I sæsonerne i 2013 og 2014 blev der på hjemmebanen skruet op for højttalerne og afspillet et lydspor med falsk publikumsstøj, når modstanderholdet havde bolden og skulle til at sætte spillet i gang, skriver BBC Sport.
På den måde blev det gjort ekstra svært for dem at kommunikere med hinanden og aftale, hvad der skulle ske.
Går glip af spiller
Men den slags går ikke, hvis man bliver opdaget, og det er netop, hvad Atlanta Falcons blev. Klubben er af NFL blevet straffet med en bøde svarende til 2,4 millioner kroner og har samtidig mistet retten til at vælge en spiller i femte runde i NFL's årlige draft-system, hvor klubberne kæmper om de nye talenter.
Atlanta Falcons rangerede sidste sæson som nummer 10 ud af de 32 NFL-hold og havde et tilskuergennemsnit på 72.130.