Volleyballkvinderne fra Brøndby er klar til sæsonens DM-finale. Det blev en realitet tirsdag efter endnu en sejr i semifinaleserien mod Holte.
Dermed fik sidste uges måltavle-kaos ingen betydning for Brøndby.
I semifinaleseriens anden kamp fik Holte hjælp af dommerbordet og kunne udligne til 1-1.
Brøndby havde krævet en omkamp, efter at Holte ved en fejl fik tildelt to point og vandt femte og afgørende sæt 15-13.
Afviste protesten
Dansk Volleyball Forbund afviste senere protesten, da forbundet mente, at Brøndby burde have afleveret protesten i umiddelbar forlængelse af kampen.
Men siden har Brøndby elimineret enhver tvivl om det samlede udfald.
Lørdag bragte Brøndby sig foran 2-1 sammenlagt, og føringen blev tirsdag aften øget til 3-1. Da der spilles bedst af fem kampe, kan Brøndby ikke længere hentes.
Brøndby vandt tirsdagens kamp i sikker stil med 3-0 i sæt.
I finalen skal Brøndby møde enten Lyngby eller Fortuna. Lyngby fører 2-1 i kampe inden tirsdagens fjerde møde.
/ritzau/