IOC-præsident om OL i Danmark: Døren står vidt åben

Thomas Bach mener sagtens, at København kan blive værtsby for De Olympiske Lege i fremtiden.

IOC-præsident Thomas Bach mødte pressen i Idrættens Hus. (© Scanpix)

København som værtsby for de Olympiske Lege. Alene tanken er tidligere blevet fejet af banen som en urealistisk feberdrøm, når nogen har formastet sig til at bringe den i spil.

Med omfanget af OL, der indtil i dag er blevet større og større, har det også været svært at forestille sig København have musklerne til at skabe rammerne om det kolossale udstyrsstykke, som verdens største sportsbegivenhed er.

Det skal der ændres på, og med en plan ved navn Agenda 2020 vil den internationale olympiske komité, IOC, i fremtiden tillade, at byer i forskellige lande kan gå sammen om at byde på arrangementet. 

På den måde åbner muligheden sig for et fremtidigt dansk bud, mener IOC's præsident, tyskeren Thomas Bach, der i dag var i Danmark for at åbne en kongres i Idrættens Hus i Brøndby.

- København har masser af erfaring med at arrangere store sportsbegivenheder, og med Agenda 2020 er døren er vidt åben.

- Så overvejelserne angående et bud fra Københavns side er absolut værd at følge op, siger IOC's øverste leder.

Skal i gang med at ansøge

Hvis man synes, at det lyder som en interessant mulighed, så skal man komme i gang med ansøgningsprocessen, mener Thomas Bach.

- Erfaringen viser, at man ikke får tildelt OL første gang man ansøger, så hvis man vil have det, så skal gå målrettet efter det, og det er det eneste råd, jeg kan give til Danmark og den danske olympiske komité, siger han.

Næste ledige OL-arrangement er i 2024, hvor Hamborg er i spil, og det har affødt spekulationer om en inddragelse af København som såkaldt juniorpartner, hvis den nordtyske metropol vinder buddet.

- Det giver et perspektiv i forhold til København, hvis Hamborg ender med at være den tyske by, der søger om OL-værtskabet i 2024, har Københavns overborgmester, Frank Jensen, tidligere udtalt i den forbindelse.

Hvilken by der skal afholde OL i 2024 afgøres først endeligt i 2017. Værtsby i 2020 er Tokyo i Japan.