DM-finalen i herresingle var på forhånd udråbt som en drømmefinale for tilskuerne i Frederiksberg Hallen. Det endte dog med at blive en drømmefinale for Jan Ø. Jørgensen og hans sympatisører - spændende badminton var der nemlig ikke meget af for den neutrale iagttager.
Jan Ø. Jørgensen vandt DM-finalen med en særdeles overbevisende finalesejr over Hans Kristian Vittinghus. 21-17 og 21-7 lød de knusende cifre.
Helt fra starten var det tydeligt, at der på dagen var niveauforskel på de to spillere. Jan Ø. Jørgensen var simpelthen bare bedre end Vittinghus og kom hurtigt på 7-2.
Hans Kristian Vittinghus fik dog kæmpet sig tilbage i løbet af sættets anden halvdel og fik barberet lidt af Jan Ø. Jørgensens føring.
I andet sæt kunne Vittinghus, der ellers har vundet de seneste to indbyrdes opgør, overhovedet ikke følge med. Jan Ø. Jørgensen buldrede af sted og vandt overraskende let med 21-7.
Det er tredje gang, at Jan Ø. Jørgensen vinder DM-finalen på fire år. Sidste år vandt Viktor Axelsen.
Overbevisende kvindesejr
På kvindesiden kan Line Kjærsfeldt kalde sig danmarksmester efter en sejr i to sæt over Mette Poulsen. 21-15 og 21-16 endte kampen.
Line Kjærsfeldt overtager mestertitlen fra Mia Blichfeldt, der torsdag var ramt af sygdom og tabte i 1/8-finalerne.