Triatleten Camilla Pedersen blev den helt store vinder ved Sport 2014-showet i Herning, hvor hun løb med både prisen som Årets Sportsnavn og BTs Guld.
Hæderen kommer efter et år, hvor hun vandt VM i triatlon efter at have tilbagelagt fire kilometer svømning, 120 kilometer cykling og 20 kilometer løb.
En præstation, der ikke bliver mindre imponerende af, at hun i 2013 kom så alvorligt til skade i en træningsulykke, at hun lå i koma i næsten tre uger.
Vil aldrig kunne takke alle
Derfor var det også en bevæget Camilla Pedersen, der to gange gik på scenen.
- Jeg blev helt beæret og meget berørt, og jeg vil aldrig nogensinde kunne takke alle dem, der har støttet mig.
- Jeg kan kun sige tak til alle her i Danmark. Alle tilskuerne, der klappede, hver gang jeg blev nomineret, og alle dem der så med derhjemme. Uden jer var jeg ikke kommet så langt, siger Camilla Pedersen.
Du kan se hele interviewet med Camilla Pedersen øverst i artiklen.