Kesslers muligheder hvis Froch-kamp glipper

Kesslers comeback kan blive bokset i Danmark, siger promotor Kalle Sauerland.

Mikkel Kessler tabte, senest han var i ringen. Det var imod Carl Froch i maj 2013. (Foto: © Nils Meilvang, Scanpix)

Mikkel Kesslers største ønske er at møde Carl Froch i en tredje kamp, og tirsdag mødes Kesslers promotor Kalle Sauerland med Froch-lejren for at sætte en ny kamp op. Men Sauerland går ind til mødet med flere andre muligheder i baghovedet.

- Det kunne være kamp mod Andre Ward, eller et møde med Jermaine Taylor. Han er et af de store navne, Mikkel endnu ikke har mødt, siger Sauerland til DR Sporten.

Kessler har mødt Froch to gange tidligere, med en sejr og et nederlag som resultat. Ifølge Sauerland ønsker Froch-lejren også en tredje og 'afgørende' kassekamp. Det vil i så fald betyde, at Froch må opgive sit IBF-bælte til James DeGale.

Ny Kessler-kamp kan ende i Danmark

Mikkel Kessler har ikke været i ringen, siden han tabte til Carl Froch i maj 2013. Dengang blev kampen bokset i O2 Arena i London.

Nu lufter Kalle Sauerland muligheden for, at Kesslers comeback-kamp kan blive bokset på hjemmebane, hvis han skal møde Ward eller Taylor.

- Det kan blive i Danmark. Helt sikkert. Men en tredje kamp mod Carls Froch bliver højst sandsynligt i Storbritannien.

Andre Ward

30-årige Ward kommer fra USA og har bokset 27 kampe. Hver eneste gang er han gået fra ringen som vinder, og 14 gange er det sket på knock out.

Ward og Kessler har mødtes en enkelt gang. Det var i Super Six-turneringen den 21. november 2009, hvor kampen blev stoppet i 11. omgang fordi Kessler havde alvorlige skader i hovedet. Ward vandt kampen med tre dommerstemmer mod nul og overtog dermed WBA-bæltet. Kampen blev bokset i Oakland, Californien.

Jermaine Taylor

36-årige Taylor kommer også fra USA, men har en lidt mindre prangende rekordliste. I 37 kampe har han vundet 32 gange, tabte fire gange og bokset en enkelt kamp uafgjort. Af de 32 sejre var 20 på knock out.

Jermaine Taylor har tidligere vundet været verdensmester hos de fire store, anerkendte forbund: WBC, WBA og WBO og IBF.

Mikkel Kessler, 35 år, har selv bokset 49 kampe, hvoraf han har vundet 46. De 35 sejre var på knock out.

Kilde: BoxRec.