Danmark har fået et par nye OL-kandidater i form af det nye Nacra 17 sejlteam bestående af Anne-Line Lyngsø Thomsen og Jacob Dannefer.
De to unge sejlere satser på den nye og hurtigste olympiske sejlende båd, katamaranen Nacra 17. Målet hedder Rio 2016, der først og fremmest kommer til at kræve kapital, behhård træning og lange køreture på de europæisk motorveje til internationale stævner.
- Det er et meget stærkt team, som har fundet sammen. Der er tale om to meget erfarne ungdomssejlere, der allerede har præsteret på topniveau. Danmark kan forvente at høre mere til dette team i de nærmeste år frem mod OL, siger Sportschefen i Dansk Sejlunion Thomas Jacobsen.
Ved DM i Hobie Cat 16 sidste år løb det nye sejlteam af med bronzemedaljen, hvilket markerede startskuddet for den lange vej mod Rio i 2016. Begge sejlere er startet sejlsportskarrieren i den lille optimist-jolle i henholdsvis Egå Sejlklub og Middelfart Sejlklub og har begge i løbet af de seneste år leveret gode resultater i deres forskellige bådklasser.
Styrmand Anne-Line Lyngsø Thomsen har i junior- og ungdomsklasserne hjemtaget europamesterskaber og har internationalt ligget helt i top i bådklasser som optimist, 29'er, europajolle og 420'er. Gast Jacob Dannefer har udmærket sig som flerskrogssejler med to danmarksmesterskaber, og vandt sammen med sin tidligere styrmand sølv ved Hobie Cat 16 Ungdoms-VM 2007 i Canada.