Vinter-OL i 2022 synes langt ude i fremtiden. Men for mange burde det nu ikke være det. Det er nemlig allerede næste år, at den internationale olympiske komité IOC vælger den by, der skal være vært for Legene.
Det er nærmere bestemt den 31. juli 2015 i Kuala Lumpur i Malaysia, at IOC udpeger byen, der skal være vært om otte år, og valgkampen er allerede i gang - ikke mindst under vinter-OL i Sochi. Her er byerne i gang med deres kampagner for at markedsføre sig selv, og i kulisserne foregår der masser af politik.
Fem byer/områder kæmper om værtskabet. Det er Oslo i Norge, Almaty i Kasakhstan, Lviv i Ukraine, Beijing i samarbejde med Zhangjiakou i Kina samt polske Krakow i samarbejde med Jasna i Slovakiet.
Som jeg ser det, må Oslo være klar favorit til at få værtskabet. Norge er den mest vintersportstossede nation i verden, men den primære årsag til, at Oslo bør være favorit, er faktisk geografien.
Beijing/Zhangjiakou søger udelukkende for at stå stærkt, når det gælder værtskabet i 2026 eller 2030. For PyeongChang i Sydkorea skal være vært i 2018, og IOC vil næppe placere et værtskab i Asien to gange i træk. Man kunne endda sige tre gange i træk, idet Tokyo i Japan er vært for sommer-OL i 2020.
Almaty og Lviv ligger begge i det tidligere Sovjetunionen, og selv om afstandene selvfølgelig er store, vil begge byer i manges øjne ligge forholdsvis tæt på Sochi, der lige nu er vært, og det er et minus for dem.
Krakow/Jasna ligger trods status som østeuropæiske byer noget længere væk. Men de får til gengæld svært ved at få værtskabet, fordi vinter-OL i så fald skal placeres i to forskellige lande, hvilket aldrig er sket før - heller ikke ved et sommer-OL.
Deres bud skal med andre ord på mange måder være perfekt, hvis IOC ønsker at afprøve to værtsnationer på en gang. Men det er svært at forestille sig, da hverken Polen eller Slovakiet hører til blandt de større vintersportsnationer med tradition for at afholde store begivenheder.
Set med danske/vesteuropæiske øjne skulle man også tro, at en by som Lviv vil få svært ved at blive vært på grund de aktuelle uroligheder i landet, som nærmest er splittet i to halvdele. Den ene ønsker tilknytning til EU og den anden til Rusland. Sådan groft sagt.
Almaty ser ud fra et dansk/vesteuropæisk synspunkt heller ikke ud som en ideel vært med det forhold, som Kasakthan har til demokrati og menneskerettigheder.
Men i IOC tænker mange medlemmer altså meget anderledes, end vi gør i Danmark/Vesteuropa. Mange medlemmer tænker ikke så meget på demokrati og menneskerettigheder.
Derimod er der mange, der tænker meget på, hvor let det bliver at gennemføre store projekter. Eksempelvis er Legene i Sochi de dyreste Lege nogensinde - inklusive sommer-Lege - med en samlet pris, der vurderes til at være næsten 300 milliarder kroner. Men i Rusland har det været relativt problemfrit for magthaverne med præsident Vladimir Putin i spidsen at gennnemtrumfe ambitiøse planer.
Anderledes ville det have været, hvis en by i Vesteuropa eller Nordamerika havde været vært. Hvis udgifterne her var løbet løbsk, havde det resulteret i store indenrigspolitiske slagsmål med risiko for, at det var gået udover de oprindelige planer.
Den slags slipper man for i lande, der har et andet syn på demokrati, end vi har herhjemme. Selvfølgelig har der også i Rusland været protester over de enorme udgifter, men de har ikke fået lov til at volde Legene reelle problemer.
Forud OL i Sochi var mange kritikere i andre lande også på banen for at snakke om boykot. Altså total boykot, så sportsfolk ikke skulle deltage. Ikke på grund de enorme udgifter, men primært på grund af landets såkaldte antihomolovgivning. Akkurat som manglen på menneskerettigheder var årsag til, at mange snakkede om total boykot forud for sommer-OL i Beijing i 2008.
Måske kan den slags udmeldinger give nogle point i det politiske eller intellektuelle bagland, og debatten kan isoleret set også være ganske interessant og værdifuld på den måde, at den giver ny indsigt hos mange. Men udmeldinger har ikke den store effekt. I et land som Danmark vil man eksempelvis aldrig total-boykotte et OL, hvis vi stadig har handelsrelationer med landet.
Det har eller får heller ikke den store effekt, at ministre fra eksempelvis Tyskland og Sverige blev væk fra åbningsceremonien i Sochi i sidste uge. Effekten har først og fremmest kun symbolsk værdi.
Til gengæld kan det have en effekt, hvis idrætsfolk, politikere og idrætspolitikere samt diverse meningsdannere frem til IOC-sessionen i Kuala Lumpur de kommende 17 måneder kommer på banen med markante synspunkter.
Ønsker man ikke, at Lviv, Almaty eller Beijing/Zhangjiakou bliver vært for OL i 2022, er det nu man skal kæfte op. Nu og frem til 31. juli 2015, hvor det er muligt at påvirke selve valget.
En enkelt danskers opråb fylder naturligvis ikke ret meget i den globale debat. Men som udøver kan man gå til Aktivkomitéen i Danmarks Idrætsforbund. Som idrætspolitiker har man ligeledes DIF, der er også Danmarks Olympiske Komité. Andre kan appellere til internationale specialforbund, regeringen, EU eller Amnesty International.
Der er således flere mulighed for at finde et talerør, der kan råbe højt.
Og husk på, at vi i Danmark ikke længere kun har Kronprins Frederik som medlem af IOC. Her ved vinter-OL er også den tidligere guldvinder i badminton, Poul-Erik Høyer, blevet medlem.
Jeg er ikke naiv og tror, at det er let at få IOC-medlemmer til at skifte mening. Men lad mig komme med et eksempel. Oslo og Lviv er i løbet af foråret 2015 favoritterne til at få værtskabet. Byerne ligger til at få lige mange stemmer i Kuala Lumpur. I det tilfælde skal man ikke påvirke ret mange medlemmer, før valget tipper til den ene side.
Mit håb lige nu er, at Oslo bliver valgt. Min personlige favorit nummer to er Krakow/Jasna, selv om jeg er usikker på, hvor god en idé det er med to værtslande lande.
Om Lviv vil være et godt valg, finder vi nok først ud af om nogle år. Lige nu er det i hvert fald meget svært at vurdere, hvad der sker med det store land de kommende år.
Til gengæld skal man ikke tro, at et OL-værtskab pr. automatik skubber et land i den rigtige retning med hensyn til demokrati og menneskerettigheder. Som mange håbede på i forbindelse med Legene i Beijing i 2008.
Ifølge mine informationer har OL i Beijing i 2008 i hvert fald ikke ændret på noget som helst for kineserne. Så et vinter-OL i Beijing (og Zhangjiakou) vil formentlig heller ikke ændre noget.
Lige nu tror jeg dog, at Kina har uhyre gode muligheder for at blive vært for vinter-OL - senest i 2034. Medmindre at rigtig mange mennesker i Danmark og andre steder i verden og især dem med en vis pondus er gode til at kæfte op i tide.
Har du en kommentar, så skriv herunder!