Som medlem af Den Internationale Olympiske Komite, IOC, er kronprins Frederik varm fortaler for, at der kommer en bedre kontrol af udgifterne til at afholde et OL.
- Jeg har påpeget, at udgifterne til at afholde særligt sommer-OL stiger og stiger. Det skræmmer jo potentielle værtsbyer væk.
- Og lige pludselig har man desværre alt for få at vælge imellem, og det er virkelig en udfordring, som jeg vil forfølge, siger kronprinsen til DR Sporten.
Vladimir Putin og Rusland har pumpet omkring 280 milliarder kroner i det vinter-OL, som officielt åbnes i aften. Det er cirka fem gange så mange penge, som canadierne brugte på OL i Vancouver for fire år siden.
Men det er faktisk også mere end der blev brugt på sommerlegene i London i 2012.
- De olympiske lege er en kæmpestor sportsbegivenhed for tusindvis af atleter, men alle bolde er blevet kastet op i luften, og det skal revideres i de næste syv-otte måneder.
- I december er der kommet mere substans på de input, som vi er kommet med her, fastslår kronprins Frederik.
Omkostningerne har senest fået både Stockholm og München til at trække deres bud på et vinter-værtskab i 2022 tilbage.