KOMMENTAR Fortidens stjerner er havnet i skyggen

Bag Lars Christiansens optagelse i dansk idræts Hall of Fame gemmer der sig et paradoks.

Lars Christiansen blev lørdag aften optaget i Hall of Fame. Han var med til at vinde EM i håndbold både i 2008 og 2012 og scorede hele 1503 mål i 338 landskampe fra 1992 til 2012.

Det er helt naturligt, at Lars Christiansen som en af de mest succesfulde spillere i dansk håndbolds historie nu er optaget i dansk idræts Hall of Fame. Det skete i aftes ved DR's store Sport 2014-show, hvor han blev medlem nummer 30.

Men det er samtidig ganske paradoksalt, at han er den første mandlige håndboldspiller i Hall of Fame - hvis man ser bort fra Knud Lundberg, der blot spillede 23 landskampe fra 1938 til 1956.

Knud Lundberg er også med, fordi han var en unik personlighed, som desuden spillede på både landsholdet i basketball og fodbold, hvor han var en af landets bedste, og i mange år var en markant skikkelse i sportens verden som journalist, forfatter og debattør.

Til sammenligning er tre speedwaykørere samt hele fem badmintonspillere med i Hall of Fame, hvilket i høj grad skyldes, at Danmark har vundet adskillige verdensmesterskaber i både speedway og badminton, hvor det ligeledes er blevet til triumfer ved OL og All England, der frem til 1977 havde status som det uofficielle verdensmesterskab.

Nationalsport

Håndbold har ellers i adskillige årtier været Danmarks indendørsnationalsport, og mens kvindelandsholdet bortset fra VM-sølvet i 1962 først opnåede international succes i 1990erne, har herrelandsholdet altid blandt sig i verdenstoppen.

De mandlige håndboldherrer havde dog ikke vundet guld ved hverken EM, VM eller OL før sejren ved Europamesterskabet i 2008. En triumf, som blev gentaget i 2012.

Men skal man vinde guld ved de store begivenheder for at komme med i Hall of Fame?

Nej, det er ikke noget krav. Se blot på de fodboldspillere, som er med. Brian Laudrup og Peter Schmeichel var med til at vinde EM i 1992, men Michael Laudrup, Preben Elkjær, Morten Olsen, Allan Simonsen - og til dels Knud Lundberg – er med, fordi de var fantastiske spillere med stor succes og stor betydning for dansk fodbold - uden at vinde titler med landsholdet.

Den slags profiler har den hjemlige herrehåndbold altså også været rig på. Da jeg var knægt i 1970erne, var det eksempelvis helt almindeligt at betragte Jørgen Petersen som Danmarks bedste håndboldspiller nogensinde, og mange havde også anset han som verdens bedste spiller, da han var på toppen i 1960erne.

Gik glip af VM

Jørgen Petersen var dog ikke med, da Danmark vandt VM-sølv i 1967. På det tidspunkt boykottede han nemlig landsholdet. Han var utilfreds med, at forbundet året forinden havde udelukket nogle spillere som straf for en druktur i forbindelse med en landskamp i Sovjetunionen. En druktur, han selv havde været med på, men ikke var blevet straffet for.

Ved VM i 1967 var det til gengæld målmanden Erik Holst, der blev den store helt med især sine redninger i semifinalesejren over Sovjetunionen.

Erik Holst interviewes af Gunnar Nu Hansen under VM 1967. (Foto: © DR, DR Sporten)

Tilbage i 1950erne var der Mogens Olsen, der blev topscorer ved VM i 1958, hvor Danmark blev nummer fire, og som både i Danmark og i udlandet blev kaldt for verdens bedste spiller.

Og i 1970erne og 1980erne var store navne som Mogens Jeppesen, Morten Stig Christensen, Anders Dahl Nielsen og Erik Veje Rasmussen med til at sikre Danmark tre semifinalepladser ved VM i 1978 og 1982 samt OL i 1984.

Jeg vil ikke sige, det er forkert, at ingen af de navne er kommet med i Hall of Fame, der blev oprettet i 1992. Hall of Fame afspejler blot ikke, hvor meget herrehåndbolden samlet har fyldt herhjemme. 

Flere håndboldspillere

Udover sølvet ved VM i 1967 havde Danmark før EM i 2002 ikke vundet en eneste medalje ved det store mesterskaber. Til gengæld var det blevet til hele seks fjerdepladser.

Siden 2002 er det som tidligere nævnt blevet til to gange EM-guld samt fire bronze- og tre sølvmedaljer ved EM og VM.

Derfor skal der nok komme flere håndboldspillere. Mikkel Hansen synes allerede sikker på en plads og bliver formentlig optaget kort tid efter sit karrierestop. Kasper Hvidt kan også komme ind i billedet og Niklas Landin lige så.

Desværre har bestyrelsen bad Hall of Fame besluttet, at man ikke længere vil vælge nye medlemmer med en storhedstid flere årtier tilbage. Derfor kommer Jørgen Petersen, Mogens Olsen eller nogle af de andre gamle navne aldrig med i Hall of Fame.

Erik Holst interviewes af Gunnar Nu Hansen under VM 1967. (Foto: © DR Sporten, DR Sporten)

Dansk Håndbold Forbund, DHF, gør heller ikke selv noget særligt ud af tidligere tiders store navne. Eksempelvis nævnes der ikke et eneste navn i kapitlet ”dansk håndbolds historie” på DHFs hjemmeside.

Ud af hukommelsen

Jeg ved dog godt, at der stadig er mange specielt i håndboldens verden, som kender til de store navne, der lægger flere årtier tilbage.

Men det er ærgerligt, hvis tidligere tiders store profiler og ikke mindst de historier, de er med til at fortælle om, forsvinder ud af den kollektive hukommelse.

Og når det handler om tiden før slutningen af 1970erne, er det nok allerede tilfældet.

Hvilke mandlige håndboldspillere savner du i Hall of Fame? Eller har du blot en kommentar? Så skriv herunder!