TOP 10: Alle tiders bedste svenske Europa Cup-præstationer

Malmö FFs aktuelle Champions League-hold har en god chance for at komme ind på liste.

Malmö FFs danske målmand Robin Olsen i aktion, da den svenske klub for to uger siden tabte 0-2 ude til Juventus. I aften får Malmö FF besøg af Olympiakos.

I de seneste mange år har de bedste svenske klubber såvel sportsligt som økonomisk haltet efter de bedste klubber herhjemme. Men sådan så billedet bestemt ikke ud fra 1970erne og frem til 1990erne,

Her opnåede Sverige nemlig flere flotte resultater i Europa Cuppen, og det skyldtes især, at IFK Göteborg i flere omgange var i stand til at hamle op med de allerbedste i Europa.

Det var Sven-Göran Eriksson, der var træner for IFK Göteborgs første storhold, som vandt UEFA Cuppen i 1982, hvor han også fik sit store gennembrud.

Og takket være især IFK Göteborg har Sverige fortsat opnået bedre resultater i de europæiske turneringer, end de danske klubber har, hvilket er tydeligt, når man ser på listen lidt længere nede. Her har jeg rangeret de bedste svenske præstationer i Europa Cuppens historie vurderet på en hel sæsons kampe. Malmö FF, der i denne sæson er med i Champions League for første gang, er nummer tre på listen med holdet fra 1979, hvor klubben på nærmest mirakuløs vis nåede finalen i Europa Cup for mesterhold.Det nuværende Malmö FF-mandskab er ikke på listen - endnu - men har absolut chancen for det, og her har aftenens hjemmekamp mod Olympiakos fra Grækenland stor betydning. For det er umiddelbart den kamp, hvor de svenskre mestre med danske Robin Olsen i buret har de største chance for at snuppe alle tre point.

For to uger siden tabte Malmö FF 0-2 ude til Juventus i Champions League-gruppespillets første runde, og da er Atletco Madrid er det sidste hold i gruppen, har svenskerne ikke de store chancer for at gå videre til 1/8-finalen. Men en tredjeplads og en plads i Europa League er bestemt inden for rækkevidde.Svenskerne har på nuværende tidspunkt ikke hold med i Europa League. IFK Göteborg var tættest på, men efter 0-1 hjemme og 0-0 ude i tredje kval-runde måtte Lasse Vibe og Co. se portugisiske Rio Ave snuppe gruppespilspladsen.

Herunder er listen, og i bunden af siden har du mulighed for at komme med en kommentar den.

IFK Göteborgs anfører Conny Karlsson med UEFA Cup-trofæet efter 3-0 den samlede sejr over Hamburger SV i 1982. (Foto: © DR, DR Sporten)

1. IFK Göteborg 1982/1982

Vandt med Torbjörn Nilsson som den store profil UEFA Cuppen på imponerende vis. I kvartfinalerne blev  Valencia med Frank Arnesen besejret, og i semifinalen blev Kaiserslautern slået. Og i finalen – spillet over to kampe – blev det efter 1-0 på hjemmebane til en forrygende 3-0-sejr ude over Hamburger SV.

2. IFK Göteborg 1986/1987

Strøg for anden gang til tops i UEFA Cuppen, men denne gang var sejren til dels ikke så overraskende og til dels heller ikke så imponerende, fordi modstanderne i de afgørende runder ikke havde samme som klasse som fem år tidligere. FC Tirol fra Østrig blev slået i semifinalen og Dundee United i finalen. Stefan Petterson scorede i 1-0-sejren på hjemmebane, mens returkampen endte 1-1. Forinden var Inter fra Milano blevet slået i kvartfinalen.

3. Malmö FF 1978/1979

Det var en kæmpe sensation, at svenskerne med spillere som Robert Prytz, Staffan Tapper og Jan Möller i mål nåede finalen, og det er fortsat den mest overraskende finalist i turneringens historie. Undervejs blev AS Monaco, Dynamo Kyiv, Wisla Krakow og Austria Wien slået ud, hvorpå Nottingham Forest som ventet var et niveau for stærk i finalen, der endte 1-0 på et mål af Trevor Francis.

IFK Göteborgs anfører Conny Karlsson med UEFA Cup-trofæet efter 3-0 den samlede sejr over Hamburger SV i 1982. (© DR Sporten)

4. IFK Göteborg 1985/1986

Den svenske topklub var millimeter fra en plads i finalen, hvor de senere vindere fra Steaua Bucuresti var blevet modstanderen. I den første semifinale blev FC Barcelona slået 3-0, men den catalanske storklub vandt returopgøret med 3-0 og snuppede den samlede sejr efter en afgørelse på straffesparkskonkurrence.

5. IFK Göteborg 1992/1993

I den første Champions League-turnering – sæsonen forinden var gruppespillet på prøve – blev IFK Göteborg nummer to i den ene af de fireholdsgrupper, hvor vinderne gik direkte i finalen. IFK Göteborg var med seks point efter hjemmesejre over FC Porto og PSV Eindhoven dog hele seks point efter AC Milan på førstepladsen.

6. IFK Göteborg 1994/1995

Champions League var blevet udvidet fra to til fire grupper, og IFK Göteborg vandt sin gruppe foran FC Barcelona, Manchester United og Galatasaray. I kvartfinalerne blev det så til samlet nederlag mod Bayern München efter 0-0 i München og 2-2 hjemme.

7. Helsingborgs IF 2000/2001

I den afgørende kvalifikationsrunde forud for Champions League blev Inter slået ud efter en svensk 1-0-sejr i Helsingborg og 0-0 i Milano. I gruppespillet blev det til fem point, men en sidsteplads efter Bayern München, Paris Saint-Germain og Rosenborg.

8. Helsingborgs IF 2007/2008

Kvalificerede sig til UEFA Cup-gruppespillet med en sejr over Heerenveen. Her fortsatte succesen med sejre over Galatasaray og Austria Wien, så svenskerne snuppede andenpladsen i gruppen.  I den efterfølgende knald eller fald-kamp blev det til to nederlag til PSV Eindhoven.

9. Åtvitabergs FF 1971/1972

Slog først Zaglebie Sosnowiec fra Polen ud af Europa Cuppen for pokalvindere. I anden runde blev det så til en sensationel samlet sejr efter 0-0 hjemme og 1-1 ude mod Chelsea. I kvartfinalen tabte Åtvitabergs FF til Dynamo Berlin.

10. Åtvitabergs FF 1973/1974

Kan man tage et hold med, som tabte i første runde af Europa Cuppen for mesterhold? Jeg ved godt, det kan fremstå lidt spøjst, men mit svar er ja. For Åtvitabergs FFs præstation i efteråret 1973 mod Bayer München, der efterfølgende vandt turneringen tre gange i træk, var flot. De svenske mestre med profiler som Ralf Edström, Roland Sandberg og Conny Torstensson vandt 3-1 hjemme, men tabte 1-3 ude, og endte så med at at tabe efter straffesparkskonkurrence.

IFK Göteborgs anfører Conny Karlsson med UEFA Cup-trofæet efter 3-0 den samlede sejr over Hamburger SV i 1982.

Er du uenig? Eller har du blot en kommentar til listen? Så skriv herunder!