I forbindelse med jubilæumskampen mod Sverige i 2014 - Dansk Boldspil-Union fyldte 125 år - så jeg nærmere på det mandlige fodboldlandsholds historie og udpegede de 125 landskampe, jeg syntes, der har været de største siden debutåret i 1908.
Det år spillede Danmark sine første officielle fodboldlandskampe, og en af dem vil til evig tid have en særlig plads, nemlig 17-1-sejren over Frankrig ved OL, som naturligvis optræder blandt de 125 kampe.
Kampene er blevet bedømt på resultatet, det danske landsholds niveau og præstation i kampen samt ikke mindst kampens betydning.
Og når det handler om betydning, spiller det naturligvis ind, hvornår i historien kampen er blevet spillet.
Eksempelvis havde venskabskampene mod Sverige tilbage i tiden langt større værdi, end de har haft de seneste tre årtier, hvor Danmark hele 11 gange har deltaget ved en EM- eller VM-slutrunden.
Inden 1984 havde Danmark kun én gang været med ved en slutrunde. Det var ved EM-slutrunden i Spanien 1964 - dengang blev turneringen kaldt for Nations Cup - hvor det blev til en fjerdeplads efter et vanvittigt lodtrækningsheld. Danmark mødte Malta i første runde, Albanien i den anden og Luxembourg i kvartfinalerne.
Til gengæld deltog Danmark frem til 1972 ofte ved De Olympiske Lege, og selv om de turneringer ikke havde samme sportslige værdi som VM, havde de stor værdi set med danske øjne. Især fordi Danmark endnu ikke havde deltaget ved VM, hvilket først skete i 1986.
Faktisk prøvede Danmark ikke at kvalificere sig til VM før forud for slutrunden i Sverige i 1958.
Her et par måneder år før VM-slutrunden i Qatar har jeg opdateret listen.
Herunder er kampene fra nummer 51 til 125. De 50 bedste landskampe kan du se via dette link:
51. Argentina-Danmark 1-1 (5-4), 1993
Der var tale om kampen om Artemio Franchi-trofæet. Danmark stillede op som europamester, mens Argentina – der var på hjemmebane – var sydamerikansk mester. Jakob Kjeldbjerg passede godt på Diego Maradona, og hjemmeholdet vandt først efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence. I den ordinære spilletid kom Danmark foran på et selvmål af Nestor Craviotto, mens Claudia Caniggia udlignede.
52. Danmark-Sverige 6-0, 1989
En flot sejr i kampen, der var en del af Danmarks jubilæumsturnering, som fandt sted, fordi DBU havde eksisteret i 100 år. Lars Elstrup scorede to gange, mens Michael Laudrup scorede det sidste mål.
53. Danmark-Brasilien 4-0, 1989
Kampen var også et led i DBUs 100 års jubilæum og var samtidig Morten Olsens sidste landskamp. Anført af en sprudlende Michael Laudrup spillede danskerne en flot kamp. Brasilien var dog langt fra at være i højeste gear.
54. Danmark-Spanien 1-0 1993
På et mål af Flemming Povlsen vandt Danmark en vigtig sejr og levede endnu i håbet om at komme til VM i USA, hvilket efter en dårlig start på kvalifikationen dog ikke lykkedes.
55. Frankrig-Danmark 1-2, 2022
Et uhyre effektivt dansk hold med Andreas Cornelius som dobbelt målscorer. Frankrig var i denne Nations League-kam i A-gruppen ellers foran 1-0, men heldet var også på danskernes side.
56. Danmark-Frankrig 3-1, 1983
Selv om der blot var tale om en venskabskamp, var det alligevel en sejr, der signalerede, hvor stærkt det danske hold var blevet. Frankrig var blevet nummer fire ved VM året før og var allerede favorit til at vinde EM på hjemmebane året efter.
57. Sverige-Danmark 4-4, 1958
Sverige havde netop nået finalen ved VM på hjemmebane, så det var et meget stort resultat for det danske landshold at opnå uafgjort mod ærkerivalerne fra den anden side af sundet. Ole Madsen udlignede til 4-4 før minutter før slutfløjt.
58. Danmark-Frankrig A 17-1, 1908
Sejren i semifinalen sikrede Danmark en plads i guldkampen ved OL i London, hvor England vandt 2-0. Semifinalesejren huskes især for, at Sophus ”Krølben” Nielsen, scorede hele 10 mål, hvilket i flere årtier var verdensrekord for flest scorede mål i en landskamp.
59. Danmark-Nordirland 4-0, 1979
Preben Elkjær scorede tre mål og Allan Simonsen et enkelt, da det blev til en flot og stor sejr mod Nordirland i kvalifikationen til EM i Italien, hvor Danmark dog ikke var med.
60. Danmark-Island 6-0, 2001
Thomas Gravesen scorede et flot landskudsmål, og Danmark sikrede sig på flot og sikker vis endegyldigt deltagelsen ved VM i 2002.
61. Schweiz-Danmark, 3-3, 2019
En af de mest vanvittige kampe, som et dansk landshold har spillet. Danmark kom bagud i EM-kvalifikationskampen med tre mål og var langt dårligere end hjemmeholdet. Det første danske mål kom tilmed først i det 84. minut, men alligevel endte kampen efter et fænomenalt dansk comeback 3-3 - og som en lille sejr for danskerne. Mathias ”Zanka” Jørgensen, Christian Gytkjær og Henrik Dalsgaard stod for de danske scoringer.
62. Danmark-Storbritannien 5-3 1948
Det var bronzekampen ved OL i London, hvor Danmark havde sin næstbedste landsholdsgeneration nogensinde – kun overgået af landsholdet i 1980erne. John Hansen og Carl Aage præst scorede to mål hver, mens Jørgen Leschley Sørensen scorede et enkelt.
63. Belgien-Danmark 1-3, 1995
Sejren var stærkt medvirkende til, at Danmark snuppede andenpladsen i gruppen efter Spanien og dermed kom til EM i England. Michael Laudrup, Mikkel Beck, der var ved at få sit store gennembrud, og Kim Vilfort, scorede de danske mål.
64. Danmark-DDR 4-1, 1985
Danmark spillede en meget flot kamp, og selv om der blot var tale om en venskabskamp, viste den, at det danske hold havde et enormt potentiale. Kampen efter var den berømte 4-2-sejr over Sovjetunionen.
65. Danmark-Bulgarien 2-0, 2004
Jon Dahl Tomasson og Jesper Grønkjær scorede målene, da Danmark fortjent vandt sin anden kamp ved EM i Portugal.
66. Israel-Danmark 0-5, 1999
Danmark var blevet nummer to i EM-kvalifikationsgruppen efter Italien og trak det klart svageste hold til playoff-runden. Israel viste sig endda at være endnu svagere end ventet i den første kamp, hvor Jon Dahl Tomasson havde scoret to gange inden for de første godt 20 minutter.
67. Danmark-Sverige 2-1, 1965
Venskabskampen i Idrætsparken huskes først og fremmest for Ole Madsens scoring med hælen. Og så var det den første sejr over Sverige i 14 år.
68. Tjekkiet-Danmark 0-3, 2013
Danmark var under pres, men spillede overraskende godt og vandt på mål af Andreas Cornelius, Simon Kjær og Niki Zimling. VM-håbet levede, men Danmark kvalificerede sig dog ikke til slutrunden i Brasilien.
69. Danmark-Luxembourg 1-0, 1963
Sejren var enorm betydningsfuld, for den sikrede Danmark en plads ved semifinalerne ved EM i 1964, dengang kaldet Nations Cup. Der var tale om en omkamp, spillet i Holland, efter 3-3 i Luxembourg og 2-2 i København. Ole Madsen scorede alle seks danske mål.
70. Danmark-Wales 1-0, 1987
Preben Elkjær scorede sit sidste mål på landsholdet, og da Wales efterfølgende tabte til Tjekkoslovakiet, betød sejren, at Danmark vandt sin kvalifikationsgruppe og kom til EM i Vesttyskland året efter.
71. Danmark-Italien 0-0, 2004
Danmark spillede godt, og selv om det var en overraskelse, var det helt fortjent, at Danmark fik det ene point i sin første kamp ved EM i Portugal. Kampen huskes især for, at Francesco Totti spyttede på Christian Poulsen.
72. Danmark-Polen 8-0, 1948
Danmark fik en suveræn optakt til OL i London. Carl Aage Præst scorede tre gange, mens John Hansen og Karl Aage Hansen scorede to kasser hver. Den mest imponerende sejr i landsholdets historie, var der mange, som sagde. Ved OL fortsatte Danmark det gode spil og vandt bronze.
73. Danmark-England 4-1, 2005
Selv om der blot var tale om en venskabskamp, var det en imponerende indsats, danskerne leverede mod et engelsk hold i stærkeste opstilling. Søren Larsen var fremragende det år og scorede til 4-1.
74. Østrig-Danmark 0-4, 2021
En sikker og fortjent sejr, hvor Andreas Skov Olsen var på toppen og scorede to af målene. Sejren blev endnu mere imponerende af, at det samme østrigske mandskab få måneder senere gjorde en god figur ved EM, hvor de første røg efter forlænget spilletid mod de senere europamestre fra Italien i 1/8-finalerne.
75. Danmark-Polen 1-1, 1972
Heino Hansen scorede det danske mål i denne mellemrundekamp ved OL i München mod de senere guldvindere, som to år senere blev nummer tre ved VM. Men uafgjort var ikke nok til at gå videre til medaljekampene.
76. Sverige-Danmark 0-1, 2009
Zlatan Ibrahimovic var endnu ikke begyndt at vise sig fra sin bedste side på landsholdet, så Danmark hev alle tre point med hjem i denne VM-kval-kamp. Thomas Kahlenberg scorede sejrsmålet efter 22 minutters spil.
77. Danmark-Polen 2-0, 1952
OL-turneringen i Helsinki blev spillet som pokalturnering, og i 1/8-finalerne sendte Danmark polakkerne ud. Svend Nielsen og Holger Seebach scorede de to mål. I kvartfinalen tabte Danmark 3-5 til Jugoslavien.
78. Danmark-Tyskland 2-1, 2000
Flot indsats af det danske hold og især af Dennis Rommedahl, der scorede begge danske mål i venskabskampen, som var årets sidste landskamp.
79. Bulgarien-Danmark 0-2, 1989
Meget vigtig sejr, der sikrede, at Danmarks håb om at komme til VM i Italien forblev i live. Morten Olsen gjorde comeback og spillede sin landskamp nummer 100.
80. Danmark-Sverige 1-0, 2009
På et flot langskudsmål af Jakob Poulsen vandt Danmark ikke bare kampen, men sikrede sig også kvalifikation til VM i Sydafrika –og der resterede endda en kamp; mod Ungarn i Parken, hvor Danmark tabte 0-1.
81. Danmark-Norge 1-0, 1984
Danmark var langt bedre end gæsterne i denne VM-kvalifikationskamp, men først i det 56. minut scorede Preben Elkjær det enlige mål.
82. Danmark-Grækenland 1-0, 1983
Søren Busk scorede sejrsmålet på hovedstød, men det var først et kvarter før tid. Så tilskuere og TV-seere var begyndt at være bekymrede. Det var Morten Olsens første landskamp som libero, og på den position var han en af verdens bedste frem til 1986.
83. Rumænien-Danmark 2-3, 1972
Sejren i denne OL-kvalifikationskamp betød, at Danmark kom med til Legene i München. Danmark havde et stærkt hold, men Henning Jensen, der scorede i denne kamp, kom ikke med til OL, fordi han forinden blev professionel i Borussia Mönchengladbach.
84. Danmark-Sverige 2-2, 2004
I Italien mente man, at der var tale om aftalt spil. For lige præcis dette resultat betød, at både Danmark og Sverige gik videre til kvartfinalerne ved EM i Portugal. Jon Dahl Tomasson scorede begge Danmarks mål.
85. Norge-Danmark 0-5, 1967
Kampen huskes først og fremmest, fordi Erik Dyreborg scorede alle fem danske mål. Endda i løbet af blot 23 minutter. I alt scorede Erik Dyreborg otte mål i blot seks landskampe.
86. Danmark-Belgien 3-1, 1994
Mark Strudal slog til og scorede Danmarks tredje mål, da Belgien blev besejret i en yderst vigtigt EM-kvalifikationskamp.
87. Danmark-Rumænien 8-0, 1987
Flot kamp i OL-kvalifikationen, hvor Danmark desværre ikke gik videre til Legene i Seoul, fordi Per Frimann var på banen i en kamp mod Polen. Det måtte han nemlig ikke, da han havde spillet for mange minutter VM-kvalifikationskampe. Derfor mistedet Danmark pointene fra den kamp.
88. Danmark-Ungarn 1-3, 1964
Danmark havde tabt semifinalen ved EM, dengang kaldet Nations Cup, til Sovjetunionen med 0-3, og tabte også bronzekampen. Men først efter forlænget spilletid. Carl Bertelsen udlignede til 1-1 i den ordinære spilletid.
89. Rumænien-Danmark 2-3, 1963
De to hold mødte hinanden i to indledende knald eller fald-kampe forud for OL i Tokyo. Danmark tabte 2-3 hjemme, men vandt så sensationalt 3-2 for øjnene af 60.000 tilskuere i Bukarest over et rumænsk hold, som stillede op med sine bedste spillere. Resultatet udløste endnu en kamp, i Torino, som blev vundet af Rumænien, der efterfølgende slog Bulgarien og kom til OL.
90. Frankrig-Danmark 1-0, 1984
Danmark spillede en god kamp, men tabte til et verdensklassehold – de kommende europamestre – der blot var et lille hak bedre. Det var i den kamp, at Allan Simonsen brækkede benet.
91. Danmark-Portugal 2-1, 2011
Det danske landshold viste stor styrke, da portugiserne blev slået i Parken. Michael Krohn-Dehli og Nicklas Bendtner bragte Danmark på 2-0, og Cristiano Ronaldo reducerede først til allersidst.
92. Danmark-Frankrig 0-0, 2018
Møgkedelig kamp, hvor landstræner Åge Hareides eneste mål var at sikre det point, der gjorde, at Danmark uafhængigt af kampen Peru-Australien var sikker på at gå videre til 1/8-finalerne ved VM. Det var de senere verdensmestre fra Frankrigs eneste pointtab ved VM, men de var forinden sikre på at gå videre og var også fint tilfredse med 0-0, som gav dem puljesejren. Peru vandt i øvrigt 2-0, hvilket betød, at Danmark også var gået videre med et nederlag.
93. Danmark-Saudi-Arabien 1-0, 1998
En meget vigtig sejr i Danmarks første VM-slutrundekamp i 12 år. Marc Rieper scorede det enlige mål, men spillet var ikke noget at råbe hurra for.
94. Danmark-Norge 5-1, 1937
Blot en måned efter 0-8-nederlaget til Tyskland i Breslau – landsholdets største nogensinde – vandt danskerne over et historisk stærkt norsk hold, der havde vundet bronze ved OL i 1936, og som i 1938 tvang de senere verdensmestre fra Italien ud i en omkamp ved VM.
95. Danmark-Mexico 1-1 (4-2), 1995
Det var en afgørende gruppekamp ved King Fahd Cup. Peter Rasmussen udlignede for Danmark, som efterfølgende vandt på straffesparkskonkurrence og kvalificerede sig til finalen.
96. Bulgarien-Danmark 0-2, 2001
I øsende regnvejr sikrede Danmark sig fortjent tre point i Sofia. Jon Dahl Tomasson scorede begge mål i denne VM-kvalifikationskamp.
97. England-Danmark 1-0, 1979
Det var et af de nederlag, som man i Danmark var stolt af. Fordi landsholdet viste, at det næsten kunne spille lige op med et af store lande i Europa – tilmed på Wembley. Kevin Keegan scorede kampens enlige mål.
98. Sverige-Danmark 0-10, 1913
Den første kamp mod Sverige nogensinde endte tidligere på året 8-0. Den blev spillet i København. Nu mødtes de i Stockholm, og denne gang var danskerne endnu mere overlegne. Poul ”Tist” Nielsen scorede hele seks gange.
99. Danmark-Norge 6-3, 1939
Danmark var vært for en lille jubilæumsturnering i anledning af DBUs 50 års jubilæum, og Norge havde overraskende slået Sverige i semifinalen, mens Danmark slog Finland. I finalen var danskerne en klasse over nordmændene, og Pauli Jørgensen scorede tre af målene. Kaj Johansen scorede ingen mål, men var banens bedste.
100. Danmark-England 0-0, 1948
Det var første gang, at England havde professionelle spillere med mod Danmark. Kampen blev spillet i kølvandet på OL i London, hvor Danmark havde slået de engelske amatører 5-3.
101. Danmark-Schweiz 1-0, 2019
Med Kasper Schmeichel på toppen mellem stængerne og Yussuf Poulsen som målscorer i det 84. minut tog Danmark et stort og meget afgørende skridt mod deltagelsen ved EM-slutrunden, der er blevet flyttet fra 2020 til 2021. Der var ikke tale om nogen mindeværdig kamp, men der var de tre point, som var de vigtigste.
102. Grækenland-Danmark 2-3, 1981
Danmark havde udspillet sin chance for at komme til VM i Spanien. Men dengang var det alligevel ikke så almindeligt med danske sejre på udebane i kvalifikationskampe, og Danmark sluttede som nummer tre i gruppen – efter Italien og Jugoslavien, der begge kom til VM.
103. Danmark-Norge 1-0, 2003
Jesper Grønkjær scorede det enlige mål i en kamp, hvor optakten havde været præget af diskussioner om, hvordan fodbold bør spilles. Fordi man her i Danmark generelt ser ned på norsk fodbold og især den kick and rush-agtige måde, som Norge havde succes med, da Egil "Drillo" Olsen var landstræner i 1990erne.
104. Danmark-England 0-0, 1992
Danmark var kommet med til EM i Sverige, fordi Jugoslavien var blevet smidt ud på grund af borgerkrigen i landet. Danskerne var totalt undertippede, men spillede en udmærket kamp, hvor John ”Faxe” Jensen med et stolpeskud var tæt på at sikre sejren. Det ene point var uhyre vigtigt, fordi det gav tro på flere.
105. Danmark-Holland 4-1, 1912
Danmark vandt sikkert semifinalen ved OL i Stockholm. Anthon Olsen scorede to mål, mens Emil Jørgensen og Poul ”Tist” Nielsen hver scorede et enkelt. I finalen blev det til nederlag mod Storbritannien.
106. England-Danmark 0-1, 2020
Danmark spillede egentlig ikke nogen stor Nations League-kamp og var meget heldig med at få det straffespark, som Christian Eriksen scorede på. Men der var tale om en stærk kollektiv indsats, især defensivt med Simon Kjær som et solidt anker i forsvaret og Kasper Schmeichel på toppen i målet - viste verdensklasse, da da han snuppede et hovedstødsforsøg fra Mason Mount. En underlig kamp uden atmosfære, da der på grund af coronarestriktioner ikke var nogen tilskuere, men det er stadig lidt specielt at vinde på Wembley.
107. Danmark-Tyskland 1-1, 1958
Danmark fik overraskende uafgjort i denne venskabskamp mod Tyskland, der få måneder forinden var blevet nummer fire ved VM i Sverige. Henning Enoksen og Helmuth Rahn scorede målene.
108. Danmark-Skotland 1-0, 1971
Finn Laudrup scorede EM-kvalifikationskampens enlige mål. Det var de eneste to danske point i gruppen, hvor Belgien og Portugal var de øvrige hold.
109. Danmark-Holland 4-3, 1914
Danmark var bagud 0-1 og 1-3, men vandt alligevel venskabskampen i Idrætsparken med 4-3. Poul "Tist" Nielsen scorede tre mål, mens Sophus "Krølben" Nielsen scorede det sidste.
110. Danmark-Belgien 1-0, 1982
Glimrende venskabskamp af de danske spillere, som viste, at de sagtens kunne have begået sig ved VM, hvor et godt belgisk hold slog Argentina 1-0 og nåede mellemrunden. Preben Elkjær scorede sejrsmålet efter en times tid.
111. Danmark-Portugal 4-2, 2006
Danmark havde ikke været med ved VM i Tyskland, mens Portugal var blevet nummer fire. Så det var en god og flot sejr, da landstræner Morten Olsens tropper kort efter slutrunden slog Cristiano Ronaldo og Co. i venskabskamp på Brøndby Stadion.
112. Danmark-England 2-1, 1910
Danmarks første hjemmekamp og den første kamp siden OL-finalen i 1908, hvor England slog Danmark i finalen. August Lindgren og Wilhelm Wolfhagen scorede de danske mål. England stillede som ved OL kun op med amatører.
113. Danmark-Argentina 3-2, 1960
Danmarks første kamp ved OL i Rom, og det var en god og lidt heldig sejr mod argentinerne, der havde bolden mest. Harald Nielsen scorede til både 2-1 og 3-1. Argentina endte med at blive nummer to i gruppen – efter Danmark.
114. England-Danmark 2-3, 2003
Venskabskampen var årets sidste landskamp, og det blev en underholdende oplevelse på Old Trafford i Manchester med en overraskende dansk sejr og Martin Jørgensen som dobbelt målscorer.
115. Østrig-Danmark 1-2, 2022
Spillemæssigt var den danske indsats i Nations League-kampen ikke imponerende, men de tre point kom alligevel i hus. Jens Stryger Larsen scorede sejrsmålet i det 84. minut.
116. Danmark-Polen 2-1, 1960
Det var Danmarks anden kamp ved OL i Rom, og sejren blev kun hevet i land med nød og næppe, idet der var tale om et glimrende polsk hold. Harald Nielsen og Poul Pedersen scorede de danske mål.
117. Danmark-Portugal 1-1, 1996
Danmark var forsvarende europamester, og med det ene point i denne kamp levede håbet om en ny succes endnu. Portugal var dog det klart bedste hold, men Peter Schmeichel stod en fantastisk kamp, og Brian Laudrup slog til, da han fik chancen.
118. Danmark-Senegal 1-1, 2002
Senegaleserne viste overraskende stor styrke ved VM i Japan og Sydkorea, hvor de senere slog Sverige ud i 1/8-finalerne. Jon Dahl Tomasson scorede det danske mål. Siden nåede Senegal kvartfinalerne, hvor Tyrkiet først vandt efter forlænget spilletid.
119. Serbien-Danmark 1-3, 2014
En flot dansk indsats. Niklas Bendtner scorede to mål og Simon Kjær et enkelt. Serberne var ellers kommet foran allerede efter fem minutter, og tidligt i EM-kval-kampen fik hjemmeholdet endda også et straffespark, som Kasper Schmeichel snuppede. Men generelt spillede danskerne ikke godt i denne kvalifikation og endte blot på tredjepladsen efter Portugal og Albanien.
120. Wales-Danmark 1-2, 2018
Spillet var ikke prangende i denne Nations League-kamp, men de tre point sikrede Danmark gruppesejren og dermed oprykning til A-grupperne. Nicolai Jørgensen og Martin Braithwaite scorede de danske mål, mens Gareth Bale først reducerede til allersidst.
121. Holland-Danmark 0-1 1949
Venskabskampen var med til at markere det hollandske fodbold-forbunds 60 års jubilæum, og det var en rigtig fin sejr for det danske landshold. Målet blev scoret af Harald Lyngsaa, der scorede to mål i sine 14 landskampe.
122. Danmark-England 3-4, 1978
Danmark havde på papiret faktisk et godt hold, men som kollektiv var landsholdet endnu ikke begyndt at leve op til potentialet. Nederlaget i Idrætsparken beviste dog, at Danmark især offensivt allerede have en vis klasse. Frank Arnesen udlignede til 2-2 og lignede på det tidspunkt en spiller, der kunne blive en af Europas bedste.
123. Danmark-Sverige 2-0, 1916
Danmark med Chelsea-spilleren Niels Middelboe på holdet vandt 2-0 over brodernationen for femte gange i træk. I de to holds sjette opgør, i Stockholm, senere på året vandt Sverige 4-0.
124. Danmark-Tyrkiet 3-0, 1996
Danmark havde ingen chance for at gå videre til EM-kvartfinalerne efter 1-1 mod Portugal og 0-3 mod Kroatien. Men det blev til en fortjent sejr, hvor Brian Laudrup – Danmarks bedste ved slutrunden – scorede to mål.
125. Danmark-Serbien 2-0, 2015
Yussuf Poulsen og Jakob Poulsen scorede de danske mål, da et serbisk landshold, der i disse år var forholdsvis svagt, blev slået i en EM-kval-kamp i Parken. Daniel Agger havde også en god chance for at score, men brændte et straffespark. Huskes også for, at Pierre-Emile Højbjerg græd i en blanding af glæde og træthed i et tv-interview efter kampen.