Angels with Dirty Faces hedder en amerikansk gangsterfilm fra 1938 med legendariske stjerner som James Cagney og Humphrey Bogart i et par af hovedrollerne. En film, der næppe huskes af ret mange i dag.
Det er heller ikke filmen, jeg vil beskæftige mig med her. Men filmtitlen som på dansk betyder engle med beskidte ansigter, fordi den også har optrådt i international fodbold. Første gang tilbage i 1957.
Argentina havde det år et fantastisk landshold, der vandt Copa America i Peru ved at besejre ærkerivalerne fra Brasilien med 3-0 i den afgørende kamp.
Kære børn har mange navne, og den unge angrebstrio Omar Sivori (21 år), Humberto Maschio (24) og Antonio Angelillo (19) var allerede kendt som Trio de la Muerte, dødens trio. Men nu blev de også kaldt for Angeles con caras sucias, Angels with Dirty Faces.
Trioen førte sig nemlig ikke blot frem som nogle af de bedste og mest målfarlige unge angribere i fodboldens verden. De førte sig både på og uden for banen også frem som selvfede, krukkede stjerner med attituder, som var de gangstere - på film eller i virkeligheden.
De kom et par måneder efter Copa America-triumfen alle til italiensk fodbold, og især Omar Sivori havde stor succes. Han spillede i mange år for Juventus og blev som nationaliseret italiener kåret til årets spiller i Europa i 1961.
Omar Sivori er siden ofte blevet sammenlignet med Diego Maradona. Fordi han som Argentinas bedste spiller nogensinde havde et ganske særligt talent, men også et temperament og en teatralskhed, der forstærket tilnavnet "englen med det beskidte ansigt".
Nu er vi så fremme ved 2014, hvor "engle med beskidte ansigter" igen spiller en stor rolle i international fodbold. Og her tænker jeg på de to vigtigste figurer hos Atletico Madrid, der i øjeblikket er den største succeshistorie i europæisk fodbold.
Klubbens træner Diego Simeone har den mest fantastiske udstråling. Slikhår, smart tøj og cool ustråling grænsende til det flabede. Den 43-årige argentiner kunne med lethed spille en af rollerne i en moderne gangsterfilm om mexicanske narkobaroner.
Hvis Diego Simeone var en forbryderisk bagmand, kunne Diego Costa sagtens være hans håndlanger nummer et. Den brasilianske angriber ser ikke direkte ond ud, men sød og rar fremstår han godt nok heller ikke.
Ifølge meldingerne fra spillerne er Diego Simeone et yderst behageligt menneske, der især er fremragende, når det handler om mandskabspleje. Men som spiller var han en hårdtarbejdende midtbanespiller, som fra 1988 til 2002 opnåede hele 106 landskampe - på trods at et talent, der teknisk set var ret begrænset sammenlignet med mange andre argentinske midtbanespillere fra samme periode.
Diego Costa er heller ikke født med et stort teknisk talent i samme klasse, som man kender fra mange af hans landsmænd. Men at man kan også komme langt med vilje, fysik og killerinstinkt, er den 25-årige brasilianer i hvert fald et glimrende eksempel på.
Og på banen er Diego Costa, hvad han ligner. En farlig fyr, som mange modstanderne har slået sig på.
Personligt er jeg ikke vild med en type som Diego Costa. Ikke så meget fordi han filmer og svinger med albuerne. Men mere fordi han repræsenterer en side af moderne fodbold, der ikke huer mig.
Diego Costa debuterede på det brasilianske landshold i fjor og optrådte på A Selecao to gange - uden den store succes. Men senere på året meddelte han så det brasilianske fodbold-forbund, at han ikke ønskede at spille flere landskampe for sit hjemland. For han havde nu fået muligheden for at spille på det spanske landsholdet, idet han efter seks år i landet havde fået spansk statsborgerskab.
For knap to måneder siden fik Diego Costa så sin debut på det spanske landshold, der vandt 1-0 over Italien. Og med tanke på, at Spanien i flere år har savnet en klassisk frontangriber, har Atletico Madrid-angriberen givetvis gode chancer for at få en del spilletid under VM. Ja, han er faktisk blevet et realistisk bud på en VM-topscorer.
Anderledes havde det set ud, hvis han fortsat var brasiliansk landsholdsspiller. Så var det slet ikke sikkert, at han var kommet med til VM, fordi hans spillestil er meget ubrasiliansk, og fordi han ikke slog til, da han sidste år fik chancen.
Men fodboldverdenen har brug for modsætninger. Det er den slags, der både giver identitet og energi. Og hvis vi ser på den spanske liga har Atletico Madrid i denne sæson ikke blot været en kærkommen sportslig konkurrent til Real Madrid og FC Barcelona. Klubben er også på et kulturelt plan et godt supplement.
Real Madrid er fortsat kongeklubben fra hovedstaden med de store armbevægelser - især når det handler om indløb - og en nærmest aristokratisk profil personificeret ved superatleten Cristiano Ronaldo.
FC Barcelona har udover et politisk fundament som Cataloniens gallionsfigur en meget spejderagtig profil. Mange af spillerne som især de store stjerner Xavi, Lionel Messi og Andres Iniesta er for pæne og for korrekte, grænsende til det irriterende, mener mange, og ikke mindst på grund af holdets tiki tika-stil har Barca nu i mange år også været anset som duksen i international fodbold.
Og så er der arbejderklubben Atletico Madrid, der i mange år var lig med dens karismatiske og vanvittige ejer Jesus Gil y Gil, og som ikke har vundet mesterskabet siden 1996.
Lige nu er Los Rojiblancos på førstepladsen i Primera Division med gode muligheder for at blive spansk mester. Og i aftes kvalificerede holdet sig så til Champions League-finalen med en udesejr på 3-1 over Chelsea.
Spillere som Arda Turan, Koke, Diego, David Villa, Miranda og Thibault Courtois på mål - for blot at nævne nogle - er alle med til at skabe et homogent og arbejdsomt kollektiv af meget høj klasse.
Men i mine øjne er det først og fremmest Diego Simeone og Diego Costa, der giver klubben en markant profil, og som på den måde gør den til en meget klar modpol til både Real Madrid og FC Barcelona.
Især fordi de to Diegoer er et par nutidige "engle med beskidte ansigter".
Denne kommentar er en opdateret version af den, Marco de los Reyes skrev midt i marts.
Tror du, Atletico Madrid vinder Champions League, eller har du blot en kommentar, så skriv herunder!