Kommentar: Allan Simonsen og det historiske lavpunkt

Det er nu 12 år siden, at en dansker har fået stemmer, når Ballon d'Or er blevet uddelt.

På billedet ses Allan Simonsen som Borussia Mönchengladbach-spiller i 1970'erne. I aften klokken 22.00 på DR K vises portrætprogrammet "Vild med Allan", der indeholder nye interviews med blandt andet Sepp Piontek og Allan Simonsen selv samt masser af klip fra hans stohedstid. (Foto: © Erik Jepsen, Scanpix)

Den 13. januar bliver Ballon d'Or uddelt til årets bedste fodboldspiller i verden i 2013. Det er FIFA og det franske fodboldmagasin France Football, der står bag den mest prestigefulde af alle kåringer, og igen i år vil der ikke være en eneste dansker på listen. Der var nemlig ingen danskere blandt de 23 nominerede spillere, som blev offentliggjort sidst i oktober.

Dermed er det nu hele 12 år siden, at der er blevet stemt på en dansk spiller i den kåring. Og det er den i særklasse længste periode, hvor der ikke er blevet stemt på danske spillere. Den næstlængste periode er fra Ballon d'Ors første år. Den første kåring fandt sted i 1955, og først i 1964 blev der stemt på en dansk spiller.

Det var Ole Madsen, der med et enkelt afstemningspoint endte på en 19. plads. HIK-spilleren blev inklusive kvalifikationskampe topscorer ved EM 1964, hvor Danmark sensationelt endte på en fjerdeplads. Alle målene blev dog scoret i 1962 og 1963.

Der er primært tre årsager til, at danske spillere ikke har optrådt på listen siden 2001, hvor Ebbe Sand med to afstemningspoint blev nummer 18 efter et år, hvor han som Schalke 04-angriber var endt på en delt førsteplads på topscorerlisten i Bundesligaen. Sammen med Hamburger SV-angriberen Sergej Barbarez fra Bosnien-Hercegovina. 22 mål scorede de begge.

Den ene årsag er, at kåringen i 1995 blev udvidet til også at gælde ikke-europæiske spillere. Dermed har sydamerikanske og afrikanske spillere siden hvert år sat sig på pladser, der i teorien kunne være gået til blandt andet en dansk spiller. Eksempelvis var der seks spillere fra de to kontinenter på listen over de 23 spillere, der i 2012 fik stemmer.

Den anden årsag er, at France Football siden 1995 har nomineret de spillere, der kan opnå stemmer. Det vil sige, at en spiller ikke længere kan komme på listen ved at få en enkelt eller to "billige" stemmer.

I 2010 ændrede kåringen sig i øvrigt fra at handle om årets bedste i Europa til at handle om årets bedste i hele verden. Men den ændring har i denne sammenhæng reelt ikke haft nogen indflydelse, da stort set alle nominerede spillere hvert år optræder i europæiske ligaer. 

Den tredje og tungest vejende årsag er, at de bedste danske spillere de seneste 15 år har fyldt mindre og mindre på den internationale scene, hvor Danmark fra midten af 1970erne og frem til slutningen af 1990erne ellers hele tiden havde markeret sig med store profiler, der gjorde det godt for enten klub- eller landshold og nogle gange for begge hold.

Michael Laudrup er alle tiders bedste danske spiller. Men i kampen om Ballon d'Or er fjerdepladsen fra 1985 hans bedste resultat. (Foto: © Per Kjærbye)

Lad mig komme med nogle eksempler - i omvendt rækkefølge.

Der er selvfølgelig 1992, hvor Danmark højst overraskende vandt EM i Sverige. På listen det år optrådte således hele syv spillere, der havde fået stemmer; Peter Schmeichel (blev nummer fem), Brian Laudrup (seks), Michael Laudrup (syv), Flemming Povlsen (12), Henrik Larsen (13), John "Faxe" Jensen (14) og Henrik Andersen (16).

I 1985, hvor Danmark vandt 4-2 over Sovjetunionen og kvalificerede sig til VM for første gang, var der fire danskere med, og det er den eneste gang med to danskere i top fem; Preben Elkjær (blev nummer to), Michael Laudrup (fire), Søren Lerby (12) og John Sivebæk (18).

1983 var den første gang med hele fem danskere på listen; Allan Simonsen (blev nummer tre), Jesper Olsen (otte), Morten Olsen (17), Michael Laudrup (19) og Søren Lerby (33).

Og afslutningsvis vil jeg selvfølgelig nævne 1977, hvor Allan Simonsen blev den første og hidtil eneste dansker, der er strøget helt til tops i kamp om Guldbolden.

Det er præcis to dage og 36 år siden, at han blev kåret til årets spiller i Europa, og den kåring har fået en del omtale i slutningen af 2013, fordi Allan Simonsen var med i Vild med dans.

Michael Laudrup er alle tiders bedste danske spiller. Men i kampen om Ballon d'Or er fjerdepladsen fra 1985 hans bedste resultat. (Foto: © Betina Garcia, Scanpix)

Faktisk fik Allan Simonsen henover efteråret massiv omtale i diverse medier. Udgangspunktet var, at seerne blev ved med at stemme den tidligere fodboldstjerne og Sofie Kruuse videre, selv om han dansede elendigt.

Men under overfladen gemte sig meget andet, der blev drøftet og diskuteret rundt om i det ganske land. Som eksempelvis, at mange ikke havde nogen fornemmelse af, hvor poprlær Allan Simonsen var i sin storhedstid i 1970erne og begyndelsen af 1980erne, og hvor meget han derfor fyldte. Den storhed "blussede" så op igen - i hvert fald for mange af dem, der kan huske ham.

I aften på DR K klokken 22.00 vises portrætprogrammet "Vild med Allan", som netop handler om, hvor stor Allan Simonsen var som fodboldspiller, og hvor stor betydning han haft for dansk fodbold.

Programmet indeholder nye interviews med blandt andet Allan Simonsen og Sepp Piontek, der var landstræner fra 1979 til 1990. Derudover er der masser af klip med den lille vejlenser i aktion, der for mange vil være behagelig nostalgi, mens det for det yngre publikum er en kærkommen anledning til at opleve, hvor god og succesfuld han var.

Men det er forståeligt, hvis mange i Danmark i dag ikke har den store fornemmelse af, hvordan det er at have danske spillere, der markerer sig blandt de allerbedste i verden. For den fornemmelse er der jo ingen, der har haft i mere end 10 år.

Michael Laudrup er alle tiders bedste danske spiller. Men i kampen om Ballon d'Or er fjerdepladsen fra 1985 hans bedste resultat. (Foto: © Jens Nørgaard Larsen, Scanpix)

Der var optræk til det i 2005, hvor Thomas Gravesen skiftede fra Everton til Real Madrid. Men på et tidspunkt, hvor mange danskere troede, at den karismatiske midtbanespiller var ved at springe ud som verdensstjerne, var hans karriere allerede kulmineret, og han slog aldrig til i Real Madrid eller de efterfølgende klubber, han spillede i.

Jon Dahl Tomasson var Danmarks største fodboldnavn i starten af dette årtusinde. Han blev Man of the Match, da hans klub Feyenoord slog Borussia Dortmund i UEFA Cup-finalen i 2002, og han blev dansk topscorer med fire og tre mål ved henholdsvis VM i 2002 og EM i 2004. Men han tog aldrig skridtet op blandt de helt store stjerner i international fodbold. Eksempelvis spillede han for AC Milan fra 2002 til 2005, uden det lykkedes ham at erobre en fast plads i startopstillingen.

Men siden Jon Dahl Tomassons bedste år har Danmark altså ikke haft en profil på samme internationale niveau. Nicklas Bendtner har haft potentialet, men ikke mindst hans opførsel uden for banen har ødelagt hans muligheder.

Daniel Agger er den dansker, som de seneste små ti år har haft det generelt højeste niveau. Men til dels på grund af skader, og tildels fordi han er forsvarsspiller, har Liverpool-spilleren lige manglet det sidste for at blive betragtet som en verdensstjerne.

Kigger man lidt ud i fremtiden, er den 18-årige midtbanespiller Pierre-Emile Højbjerg fra Bayern München et glimrende bud på en spiller, der kan få en del stemmer i kåringen af verdens bedste. Den 19-årige Ajax-angriber Viktor Fischer er en anden mulighed.

Michael Laudrup er alle tiders bedste danske spiller. Men i kampen om Ballon d'Or er fjerdepladsen fra 1985 hans bedste resultat. (Foto: © Ian Kington /Scanpix)

Men lige nu er Christian Eriksen, der sidst på sommeren skiftede fra Ajax tl Tottenham, det bedste bud på en dansk spiller, der får point ved en Ballon d'Or-afstemning. Den 21-årige midtbanespiller har endda allerede i år fået afstemningspoint i en lignende kåring.

I FIFA og France Footballs kåring er det journalister, landstrænere og landsholdsanførere, der hver stemmer på tre spillere, mens det i det velansete engelske magasin World Soccers kåring aktuelt er journalister og eksperter, som hver stemmer på 10 spillere. Og da World Soccer for et par uger siden offentliggjorde resultatet af 2013-afstemningen, havde Christian Eriksen fået et enkelt afstemningspoint og var endt på en delt 69. plads. 

Den plads er nok meget sigende for, hvordan Danmarks internationalt mest profilerede spiller p.t. rangerer. Men kigger man på et par andre kåringer, ser det mindre lyst ud.

Det engelske magasin FourFourTwo og den engelske avis The Guardian kårer begge hvert år i december eksempelvis de 100 bedste spillere i verden. I fjor var Christian Eriksen med som nummer 74 på begge lister. Men ingen af stederne optræder der i år blot en eneste dansker.

Har du et bud på, hvem der bliver de næste danskere, der bliver stemt på i kampen om Ballon d'Or? Eller har du blot en kommentar? Så skriv herunder!