KOMMENTAR Selvfølgelig har Qatar købt sig til VM

Det er næsten umuligt at få VM-værtskabet uden at bevæge sig langs den moralske grænse.

Qatar har brugt masser af penge på at smøre hele maskineriet i fodboldverdenen for at få VM i 2022. (© Scanpix)

Fra Den Store Danske, Gyldendals åbne encyklopædi:

- bestikkelse: at kræve, modtage eller blive lovet samt at yde, love eller tilbyde fordele på betingelse af, at der handles på en vis måde.

VM-arrangøren Qatar har i den forløbne uge været genstand for massiv kritik for dens metoder til at skaffe værtskabet for en af verdens største sportsbegivenheder til landet i 2022. Den engelske avis The Sunday Times afslørede, at Mohamed bin Hammam, tidligere vice-præsident i FIFA, har uddelt fem millioner US-dollars til flere ledende afrikanske fodboldledere i håbet om at få hjælp ved afstemningen i 2010.

Sådan skal man selvfølgelig ikke opføre sig. Qatars officielle VM-afdeling afviser naturligvis påstandene og nægter at have noget med bin Hammam at gøre. Det tror ingen på, da Mohamed bin Hammam tidligere var Qatars (og en af verdens) mest indflydelsesrige fodboldledere. Alligevel er det ikke overraskende, at korruptionsskandaler opstår.

For hos FIFA har folk med den slags tilbøjeligheder gunstige vilkår, og selvom forbundets etiske udvalg snart offentliggør sin egen undersøgelse af afstemningsprocessen, vil det næppe føre store forbedringer med sig. Slet ikke, når Sepp Blatter på FIFA-kongressen i Rio de Janeiro i næste uge formentlig bekendtgør, at han agter at fortsætte som FIFA-præsident i yderligere fire år.

Grå zoner

Det kan dog også være svært at finde ud af, hvor den røde streg går. At donere fx 50.000 US-dollars til en person i forhåbning om at få vedkommendes stemme, er de fleste enige om er over grænsen. Men er det også det, hvis personen modtager samme beløb i udviklingsstøtte til sit fodboldforbund? Man kunne jo have et fromt ønske om at hjælpe med eksempelvis træningsanlæg, græsbaner eller træneruddannelser i lande, hvor spillet ikke er så fremherskende endnu.

Problemet opstår for alvor, når præsidenter for små fodboldforbund bruger pengene på sig selv. Rygterne går på, at flere afrikanske præsidenters bopæl er i fodboldforbundets lokaler. Eller man kan vende den om: Forbundet har et lokale i fodboldpræsidentens bopæl (som snarere er et palads).

Den slags er virkeligheden, for indtil nu har 24 personer haft eneretten til at placere VM i fodbold. De er medlemmer af FIFA’s eksekutivkomité, organisationens mest magtfulde organ, som holder møde i dag og i morgen forud for kongressen i Rio. Det er logik, at bejlerne til VM-værtskabet skal overbevise de 24 medlemmer om, at netop deres bud er det bedste. Eller mere præcist: at de skal stemme på netop dét bud – det behøver ikke være det bedste.

Michel Platini er under beskyldning for at have været påvirket af Frankrigs tidligere præsident Nicolas Sarkozy til at stemme på Qatars VM-bud. Sarkozy ønskede, at qatarerne skulle købe Paris Saint-Germain, og ville en stemme være gavnlig for den proces. Platini nægter dog beskyldningerne, men ikke at han stemte på Qatar. (© Scanpix)

I Qatars tilfælde har penge aldrig været en mangelvare, og det har givet dem en enorm fordel i økonomisk trængte tider. Den olierige miniputstat i Mellemøsten svømmer bogstavelig talt i penge, og dem har de gennem flere år brugt til at øge landets indflydelse i sport og politik. De to ting hænger uløseligt sammen, når det gælder Qatar, hvor den regerende Al Thani-familie har uindskrænket magt.

Forretning for stemmer

For var det tilfældigt, at Qatar Airlines åbnede nye forbindelser til Brasilien og Argentina i 2010 før afstemningen om VM-værtskabet i 2022? Ud fra et handelsmæssigt synspunkt er der sikkert en plausibel forklaring, men var de flyruter også åbnet, hvis hverken Argentina eller Brasilien havde haft et medlem af FIFA’s eksekutivkomité?

Det samme kan man tænke om Paraguay, der indgik den største handelsaftale i landets historie med Qatar blot fire måneder før skæbnedagen i december 2010, hvor VM blev placeret. Paraguay havde også et af de 24 sæder i eksekutivkomitéen (to medlemmer var i øvrigt suspenderet fra at stemme, da de var under mistanke for korruption).

Eller hvad med Guatemala og Thailand, hvor Qatars fodboldprogram Aspire Football Dreams åbnede talentakademier. Ikke just to fodboldnationer, der umiddelbart springer frem i hukommelsen. Men så kan man igen gå tilbage til listen over de 24 eksekutiv-medlemmer. Her havde (og stadig har) Guatemala og Thailand også en plads.

Disse tre eksempler kan være taget ud af en kontekst, for Qatar Airlines har åbnet mange andre ruter, ligesom Qatar har indgået handelsaftaler med andre lande end Paraguay, og talentprogrammet eksisterer ikke kun i Thailand og Guatemala. Men derfor er sammenhængen alligevel slående.

Lilleputter er sværvægtere

Qatar har smurt maskineriet hele vejen rundt i et omfang, som ingen andre lande er i stand til at hamle op med. Men det var de nødt til. Ellers ville de aldrig have en chance for at få VM. Og er sandheden ikke også, at andre lande drømmer om at have samme økonomiske muskler som Qatar til at skaffe store sportsarrangementer? I øvrigt er Australien også under mistanke for at have betalt sig til stemmer i forbindelse med VM i 2022.

Fremover er det samtlige 209 medlemslande af FIFA, der stemmer om værtskaberne. Det betyder mere åbenhed, men næppe mindre korruption. For nu er der flere stemmeberettigede at bestikke. Derfor er det også naivt at tro, at tendensen ikke fortsætter i fremtiden.

Ansøgerlandene vil gå lige til grænsen, og nogle vil med statsgaranti overtræde den igen. Derfor skal vi også tage afstand fra snyderiet – men ikke være overraskede. For sådan er det i FIFA, hvor de har sværere ved at definere ordet ’bestikkelse’ end andre steder.