Det danske herrelandshold i håndbold tager fredag aften hul på VM i Qatar, når Mikkel Hansen og kompagni møder Argentina. Kampen bliver forhåbentligt det første danske skridt mod førstepladsen og VM-pokalen, der er lavet af rent guld.
Der er i det hele taget ikke sparet på noget i Qatar, hvor der op til slutrunden er blevet bygget tre nye imponerende håndboldhaller.
Knap så imponerende er sikkerheden for de mange gæstearbejdere i landet, der har været med til at bygge de flotte håndboldhaller samt de stadions, der skal tages i brug, når det sportsglade diktatur afholder VM i fodbold i 2022.
Den engelske avis The Guardian kunne i sidste måned fortælle, at der dør én nepalesisk gæstearbejder i Qatar hver anden dag.
Tallet stammer fra de nepalesiske myndigheder og tæller ikke dødsfald blandt de mange gæstearbejdere fra andre lande som Indien, Sri Lanka og Bangladesh, der sammen med nepaleserne udgør hovedparten af Qatars arbejdsstyrke.
Godt 400.000 nepalesere arbejder i Qatar, der har i omegnen af 1,4 millioner gæstearbejdere totalt.
Qatar er blevet stærkt kritiseret for arbejdsforholdene for landets gæstearbejdere, der udover at skulle arbejde i bagende hede kan se frem til for sen eller slet ingen lønudbetaling, elendige boligforhold, stavnsbinding til arbejdspladsen og inddragelse af deres pas. Fagforeninger er forbudt.
Danmark skal spille sine kampe i det nyopførte Lusail Arena med plads til 15.000 tilskuere. Thani al-Kuwari, direktør for organisationskomitéen i Qatar, oplyser til nyhedsbureauet AFP, at det har krævet 31 millioner arbejdstimer at opføre den imponerende arena og at arbejdet er forløbet over al forventning.
- Ingen er blevet dræbt på vores byggepladser, siger Thani al-Kuwari til AFP.
Betalte fans
Anderledes muntert bliver det for en flok spanske gæstearbejdere, der under VM-slutrunden er hyret ind som fans af Qatar. Svenske Aftonbladet kan således oplyse, at godt 60 spanske håndboldfans er fløjet ind for at gøre VM-slutrunden lidt festligere.
Med alt betalt har de spanske tilhængere forpligtet sig til at bakke Qatars håndboldlandshold op hele vejen til finalen, der spilles 1. februar. Et landshold, der i øvrigt også har flere nationaliserede profiler på holdkortet.
Qatar møder i gruppespillet netop Spanien, men de indkøbte fans ryster ikke på hånden af den grund.
- Det er klart, at det bliver en lidt underlig fornemmelse, men vi kommer til at heppe på Qatar, siger en af de professionelle fans, Samuel Ruiz, der har tænkt sig at levere samme opbakning, som han og de øvrige lejefans yder deres lokale hold Ciudad Encantada hjemme i Spanien.
- Det bliver samme lydkulisse som hjemme i ligaen. Vi har taget trommer, trompeter og saxofoner med os.
VM starter torsdag aften, når værtsnationen spiller mod Brasilien.