KIF Kolding København-direktør: Drop det gøglede slutspil

Tiden er løbet fra slutspilsmodellen, der gør det umuligt at drive en håndboldforretning, siger KIF Kolding København-direktør Jens Boesen.

KIF Kolding København-direktør Jens Boesen vil af med slutspillet i den danske herreliga i håndbold. (© Scanpix)

I aften tages der hul på slutspillet i mændenes håndboldliga, og sæsonen går dermed ind i sin absolut mest spændende fase.

Begejstringen for modellen med slutspil er dog til at overse hos KIF Kolding København-direktør Jens Boesen, der både ser sportslige og økonomiske argumenter mod slutspilsmodellen.

Kunderne er sværere at lokke i butikken til slutspillet og sportsligt hænger det ikke sammen, mener Boesen.

- Produktet er vokset fra modellen med slutspil. I gamle dage var det sådan, at folk ikke kom til kampene i grundspillet. Sådan er det ikke længere. Det er helt omvendt nu. Vi har flere tilskuere i grundspillet end i slutspillet, siger Jens Boesen, der hellere så en ligastruktur, der ligner fodboldens Superliga.

- Vi skal rejse en diskussion om det her. Jeg har sagt det fire år i træk nu. Rent sportsligt kan der jo ikke herske nogen tvivl om, at en lige-ud-turneringen er det sportslige mest korrekte. Det ved alle mennesker. Jeg ville hellere have, at vi mødte hinanden tre gange, og så kan man da i stedet lave slutspil i pokalturneringen. Det er da langt mere interessant.

Påskeballade

Særligt dette års afvikling har været en kaotisk omgang for KIF Kolding København, der har måttet se deres kampdage blive rykket flere gange, hvilket har vanskeliggjort planlægningen af diverse sponsorarrangementer.

- Jeg vil af med det slutspil. Tiden er løbet fra det. Vores produkt er vokset ud fra det. Vores hjemmekamp på lørdag mod Skjern. Det bliver det laveste tilskuertal, vi har haft i de tre år, vi har været i Brøndby Hallen. Ingen tvivl om det. For vores sponsorer inviterer og planlægger måneder før. Det kan man jo ikke, når man får flyttet kampen tre gange inde i påsken.

Jens Boesen forventer ikke, at hans synspunkter om slutspilsmodellen nødvendigvis vil vække den helt store genlyd i de øvrige klubber i ligaen, men i KIF Kolding København vil man ikke holde sig tilbage for at få en ændring igennem hurtigst muligt - slutspilssmodellen er en omgang gøgl, lyder det.

- Det kan godt være, at det ikke er sådan i andre klubber. Men sådan er det i vores klub, og det har jeg da lov til at sige. Jeg synes, det er for Robinsson og Vild med dans-agtigt, siger Jens Boesen.

Slutspillet indledes onsdag aften med kampene Århus - KIF Kolding Købehavn og Skjern - Tvis Holstebro.