Klavs Bruun Jørgensen skal være med til at sikre Nordsjælland Håndbold overlevelse i ligaen. Den tidligere AG København-træner er hyret som angrebstræner for resten af sæsonen.
- Det er ærgerligt, hvis Nordsjælland må rykke ned, så jeg håber at kunne være med til at gøre en forskel, så der et andet sjællandsk hold udover AG København i ligaen, siger Klavs Bruun Jørgensen til DR Sporten.
Nordsjælland Håndbold ligger næstsidst i ligaen, og Klavs Bruun Jørgensen mener, at det er i angrebet, at holdet mangler styrke.
- Jeg kan komme med noget energi, og det er måske det, de har brug for. De er ramt på selvtilliden lige nu - især angrebsmæssigt. Forsvaret har klaret det fint, men de har haft problemer med at lave mål, og jeg mener, at jeg kan bidrage med nogle ting.
Klavs Bruun Jørgensen ventes på mandag at blive præsenteret som ny cheftræner i Team Tvis Holstebro fra næste sæson. Det vil han ikke bekræfte, men han understreger, at aftalen med Nordsjælland kun er sæsonen ud.
- Det får I besked om på et andet tidspunkt. Jeg skal være cheftræner et andet sted og er på ingen måde interesseret i at være træner her. De har en god træner(Kristian Kristensen, red.), så det fortsætter som det er, pointerer Klavs Bruun Jørgensen.