Rikke Hørlykke og Klavs Bruun Jørgensen skal være forældre til december, og derfor stopper Slagelse DT's playmaker med udgangen af juni 2006.
- Jeg tror umiddelbart ikke, at jeg vender tilbage som håndboldspiller på topniveau, men vil ikke udelukke noget. Derimod ligger det fast, at min mand og jeg flytter til København, siger Rikke Hørlykke.
Rikke Hørlykke og Slagelse er blevet enige om at ophæve den kontraktperiode, der ville have startet den 1. juli 2006. Og sammen med sin husbond flytter den nu tidligere håndboldspiller til København.
Klavs Bruun Jørgensen fortsætter som spillende træner i GOG Svendborg TGI.