Landsholdets højreback Kasper Søndergaard slipper delvist med skrækken efter at han onsdag slog sin tommelfinger i landsholdets træningslejr inden VM i Qatar.
Det oplyser hans klub, Skjern Håndbold, på sin hjemmeside, efter at Søndergaard er blevet røntgenfotograferet.
- Ledbåndet har fået sig en tur, og fingeren er øm og hævet nu. Derfor skal jeg have en skinne på, og så må vi se, siger Kasper Søndergaard.
Dermed har han stadig en chance for at blive klar til VM i Qatar, der i givet fald vil blive Søndergaards 11. slutrunde i træk.
Ifølge Skjerns hjemmeside svarer ledbåndsskaden nemlig til en kraftig forstuvning af leddet, og normalt vil smerterne fortsætte et par dage. Derfor skal Søndergaard nu regne med at få en skinne på fingeren, skriver klubben på Twitter.
https://twitter.com/SkjernHaandbold/status/553113676996444161