Gudmundur: Mensah og Lauge får playmaker-rolle

Morten Olsens afbud til VM i Qatar bringer Mads Mensah og Rasmus Lauge i spil som playmakere.

18 mand kæmper om 16 VM-pladser, efter at Morten Olsen har meldt afbud på grund af en brækket næse.

Netop dette afbud får nogle af brikkerne til at falde på plads i Gudmundur Gudmundssons puslespil, idet han nu peger på Rasmus Lauge og Mads Mensah som playmakere.

- Nu forbereder jeg bare andre spillere, og nu kommer Mads Mensah mere konkret ind som playmaker, siger landstræneren til DR Sporten.

Mens Morten Olsen har meldt fra er der bedring at spore hos Bo Spellerberg, der indtil nu har siddet uden for med en skadet hæl.

- Rasmus Lauge og Mads Mensah har nu den opgave at spille som playmaker, og så kigger vi efter når Bo kommer ind. Det er planen, at han kan træne med holdet i eftermiddag.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54ad1143a11f9d144c7dbcf6

Her kan du hør Bo Spellerberg fortælle om den positive udviklinge i sin hælskade.

- Klar og klar, nu må vi se. Jeg skal i hvert fald prøve at lave lidt, og så må vi se, om det går godt, siger Bo Spellerberg.

- Den er nødt til at få nogle slag, før jeg kan sige, hvordan det går med det. Alle kontrollerede bevægelser går det rigtigt godt med.

Bakker Olsens beslutning op

Med afbuddet udskyder Morten Olsen sin store slutrunde som seniorspiller, efter at han er blevet kåret til den mest værdifulde spiller i alle de fire VM- og EM-slutrunder han har spillet som ungdomsspiller.

- Det var en meget svær beslutning for Morten, men jeg bakker ham 100 % op. Nu har han taget beslutningen selv, og så ved vi det, og arbejder videre med andre spillere, der kan overtage hans position, siger landstræneren.

Danmark spiller i weekenden tre testkampe, hvorefter Gudmundur Gudmundsson forventes at udtage de 16 spillere, der skal med til VM i Qatar i næste uge.