Det burde ikke være noget problem at deltage ved håndbold-VM i Qatar for Morten Olsen, som har brækket næsen.
Men det er det. For det internationale håndboldforbund (IHF) tillader ikke, at spillere bærer beskyttende masker ved VM.
- Det er en pisse latterlig regel. Jeg kan jo ikke slå nogen ihjel med en maske på. Hvis der er nogen, der vælger at slå mig i hovedet, så vil de alligevel få en udvisning.
- Masken er kun for at beskytte mig. Skulle jeg nikke folk en skalle med en maske? Det er åndssvagt. Jeg kan jo ikke rigtig gøre noget med den. Jeg kan ikke se, hvordan det skulle være til fare for andre, siger Morten Olsen.
Skal prøves i træning
Playmakeren skal testes til træning tirsdag aften i Aarhus, og han afventer også resultatet af en undersøgelse, som er klar onsdag. Herefter er planen, at han skal i aktion ved weekendens testkampe, hvis alt ser fornuftigt ud.
- Jeg tager en træning i aften (tirsdag, red.), og så snakker vi om det. Så må vi eventuelt tage nogle flere træninger og kampe og se, hvordan den reagerer.
- Hvis det føles dårligt og ubehageligt, så kan jeg til hver en tid sige, at det ikke kan lade sig gøre. Det er sådan set planen, siger Morten Olsen.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54abe81a6187a2195403d483
Morten Olsens franske klub, Saint-Raphaël, har givet grønt lys til danskerens VM-deltagelse, men det er beslutningen ikke blevet nemmere af.
- Hvis der sker noget, som gør, at jeg alligevel skal opereres senere hen, og før sæsonen slutter, så vil jeg ødelægge det for klubben i resten af sæsonen. Det er dilemmaet, og det er lidt svært.
- I første omgang har klubben sagt, at jeg skal gøre, som jeg har lyst til. Så det er jo fint.
- Det gør det bare endnu sværere. Det havde været nemt, hvis klubben bare havde sagt, at jeg ikke kunne deltage ved VM, forklarer Morten Olsen.
Kommer en slutrunde til
Hvis skulle det ske, at VM må droppes i denne omgang, så har Morten Olsen ikke mistet troen på landsholdet i fremtiden.
- Hvis jeg melder fra, så bliver jeg opereret, og så kommer der nogle landskampe til april igen. Så må jeg tage den derfra og prøve en gang til. Der kommer endnu en slutrunde til næste år, lyder det fra playmakeren.
/ritzau/