Forsvarsspecialisten Kasper Nielsen er ikke med, når håndboldherrerne i næste måned rejser til VM i Qatar.
Det er til gengæld venstrebacken Michael Damgaard fra Team Tvis Holstebro, der dermed har mulighed for at deltage i sin første slutrunde med håndboldherrerne. Damgaard er lige nu den mest scorende spiller i Håndboldligaen.
Kasper Nielsen er formentlig ikke helt uforberedt på, at han ikke får mulighed for at forbedre VM-andenpladsen, som han var med til at spille i hus i Spanien for to år siden.
Da landsholdet senest var samlet, blev han valgt fra til de to EM-kvalifikationskampe mod Litauen og Bosnien-Hercegovina.
I alt er ni spillere sorteret fra i forhold til den oprindelige bruttotrup på den 19-mand lange liste, som landstræner Gudmundur Gudmundsson har indleveret til det internationale håndboldforbund (IHF).
Udover Kasper Nielsen tæller de fravalgte bl.a. målmændene Søren Rasmussen og Marcus Cleverly, KIF Kolding Københavns Kasper Irming og stregspilleren Jacob Bagersted, der spiller i tyske Magdeburg.
19-mandstruppen
Målmænd:
Niklas Landin, Rhein-Neckar Löwen
Jannick Green, SC Magdeburg
Fløjspillere:
Lasse Svan Hansen, SG Flensburg-Handewitt
Hans Lindberg, HSV Hamburg
Casper U. Mortensen, SønderjyskE
Anders Eggert, SG Flensburg-Handewitt
Stregspillere:
Rene Toft Hansen, THW Kiel
Henrik Toft Hansen, HSV Hamburg
Jesper Nøddesbo, FC Barcelona
Bagspillere:
Mikkel Hansen, PSG Paris Handball
Nikolaj Markussen, Skjern Håndbold
Michael Damgaard, Team Tvis Holstebro
Henrik Møllgaard, Skjern Håndbold
Mads Christiansen, Bjerringbro Silkeborg
Kasper Søndergaard, Skjern Håndbold
Bo Spellerberg, KIF Kolding København
Mads Mensah Larsen, Rhein Neckar Löwen
Morten Olsen, St. Raphael Var
Rasmus Lauge Schmidt, THW Kiel
De 19 udvalgte spillere deltager i VM-træningslejren, der begynder 2. januar. Herefter gælder det en landskamp mod Sverige 5. januar og træningsturneringen Totalkredit Cup ugen efter.
Inden holdet rejser til Qatar, skal yderligere tre spillere sorteres fra.