Vraget Nøddesbo: Wilbek vil bruge mig igen

Jesper Nøddesbo kan se frem til flere EM-kampe: Ulrik indikerer, at jeg skal ind i turneringen igen, siger han.

Stregspilleren Jesper Nøddesbo har spillet et fint EM, men er blevet taget ud af truppen. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Jesper Nøddesbo fik lørdag morgen en tung besked fra landstræner Ulrik Wilbek. Stregspilleren er blevet skiftet ud med Anders Eggert, og dermed kommer Nøddesbo til at sidde på tribunen, når Danmark lørdag aften møder Spanien i den første mellemrundekamp.

Men Jesper Nøddesbo kan godt se frem til at skulle spille flere kampe ved denne EM-slutrunde.

- Ulrik indikerer, at jeg skal ind i turneringen igen, siger Nøddesbo til DR Sporten.

- Han har sagt til mig, at han regner med, at jeg skal ind i turneringen igen. Jeg håber meget på, at det bliver aktuelt.

Overrasket over udskiftning

Selvom udsigterne som sådan ser gode for Jesper Nøddesbo, er han alligevel skuffet over at skulle sidde på tribunen under kampen mod Spanien.

- Jeg har det ikke super godt. Jeg ville rigtig gerne have spillet den her kamp, og havde heller ikke set den komme. Den store begrundelse ligger i, at vi har tre stregspillere, og så faldt valget altså på mig, siger Jesper Nøddesbo.

Nøddesbo kan dog komme i spil igen, da Ulrik Wilbek har mulighed for at genindkalde FC Barcelona-spilleren, hvis landstræneren føler, der skulle blive brug for den stærke stregspiller. I det tilfælde vil sorteper blive sendt videre til en anden dansk spiller.

- Jeg håber selvfølgelig, vi vinder de næste par kampe, så der er noget at vende tilbage til. Jeg må bare træne så hårdt og godt som muligt.

VM-fadæsen er sat på loftet

Jesper Nøddesbos holdkammerater kan tage det første skridt videre i turneringen i aften mod Spanien, som landsholdet dog har lidt dårlige erfaringer med. I VM-finalen sidste år tabte Danmark således med hele 35-19. Det nederlag vil dog ikke spille danskerne et puds, mener Nøddesbo.

- Man kan ikke sammenligne de to ting. Sådan tænker vi ikke på det. Den kamp er blevet puttet i en kasse, og sat op på loftet.  Men det er en kamp, hvor vi møder et hold fra øverste hylde, så det bliver spændende at se, hvordan holdet reagerer på det. Niklas Landin kan blive nøglen.

Danmark spiller mod Spanien lørdag aften klokken 20:30. Kampen vises på TV2, og kan også høres på radioens P3 eller følges live i tekst og billeder her på dr.dk/sporten.