Sportsligt set har Ulrik Wilbek og hans drenge, når man snakker om herrelandsholdet i håndbold, tromlet alle tidligere generationer ned, og den nuværende epoke kan de kommende år tilmed lægge yderligere afstand ned til de foregående.
På tværs af alle sportsgrene er det set med danske øjne også en unik periode, som herrelandsholdet i håndbold er inde i. Den blev indledt med de tre bronzemedaljer ved EM fra 2002 til 2006 og er siden kulmineret med VM-bronze i 2007, VM-sølv i 2011 samt EM-guld i både 2008 og her i 2012.
*****
Inden årstusindeskiftet havde dansk herrehåndbold primært to landsholdsepoker, der stak positivt ud. En kort en omkring VM-sølvet i 1967, hvor målvogter Erik Holst var den store helt i semifinalen mod Sovjet. Og en ganske lang fra slutningen af 1970erne og frem til midten af 1980erne.
Det er den periode, hvor landstræner Leif Mikkelsen, Morten Stig Christensen og Mogens Jeppesen alis "Mugge" var de gennemgående figurer, som var med til at blive nummer fire ved tre turneringer; VM i 1978 og 1982 samt OL i 1984.
Uden at genere Morten Stig Christensen og Co. er det næppe resultater, der her og nu imponerer så mange.
*****
Til gengæld havde den daværende landsholdet meget end en resultaterne at byde på, og derfor står de i dag som små ikoner i dansk idrætshistorie.
Niklas Landin, Bo Spellerberg og alle de andre er generelt nogle meget sympatiske og velformulerende knægte med en dejlig udstråling. Men de er allermest sportsfolk, professionelle sportsfolk, som ikke sender signaler ud i alle mulige andre retninger.
Anderledes var det med "bolsjedrengene", som de blev kaldt på grund af de stribede trøjer ved OL i 1984. Der var flere af dem, der også var kendte som venstreorienterede, intellektuelle, kværulerende eller for at ryge mange smøger, der var nærmest var Mogens Jeppesens signatur.
*****
Eksempelvis var Morten Stig Christensen, Carsten Haurum og Per Skaarup alle engageret i bevægelsen "Idræt for fred", og siden har rigtig mange af spillerne fra dengang også markeret sig kraftigt i medierne.
Morten Stig Christensen var således i mange år chef for Sporten på TV2, og i dag er han generelsekretær i Dansk Håndbold Forbund, mens Carsten Haurum er direktør i Kultur-og Fritidsforvaltningen ved Københavns Kommune. For blot at nævne to af dem.
*****
Tiden var også med til at gøre dem store. Det var i DRs monopoldage, så når der blev vist håndbold, var der mange seere, for der var ikke andet.
Det var under "den kolde krig", hvor Østeuropa dominerede verdenshåndboldbolden, og danskerne var (set med danske øjne) de kreative drenge, der kæmpede mod de store, grumme bjørne fra Øst. Det politiske fjendebillede var dengang meget identitetsskabende.
Og dengang var Danmark endnu heller ikke vant til at vinde de store ting. Det var endnu ikke blevet til sejre ved EM i fodbold, Tour de France eller VM, EM og OL i håndbold, hvor kvinderne hentede flere guldmedaljerne i 1990erne.
*****
I Danmark drømte
man selvfølgelig om, at "bolsjedrengene" kunne vinde guld, og selvfølgelig var det en skuffelse hver gang, det blev til en fjerdeplads. Men der var også en stolthed over, at Danmark trods alt spillede lige op med det bedste, som i øvrigt havde helt andre betingelser end de danske gutter med amatørvilkårerne.
Med andre ord rakte "bolsjedrengene" langt udover sportens traditionelle rækker, og det gør historien om dem fortsat. Som et kulturelt kapitel i danmarkshistorien. På "håndboldbanen" har de til gengæld forlængst fået deres overmænd, som fortsat er i gang med at skrive deres helt eget kapitel.